Taxidriver minus taxien …

You Were Never Really Here foregår primært i Cincinnatis knap så tiltalende bydele, blandt ludere, lommetyve og voldsmænd, og man fornemmer at instruktøren bestemt ikke er ude på at forskønne det noget falmede indtryk, man efterhånden har af Trumps USA anno 2018. I filmen er statens (Ohio) senator Votto, en skidt karl af den rigtig ulækre slags! Jeg ved ikke om den del har noget med virkeligheden at gøre?

Joe har PTSD og har sine indre dæmoner at kæmpe med. Han bor sammen med hans senil-demente mor, som han har noget besværet, men dog relativt kærligt, forhold til. Joe har opbygget en lille gesjæft, hvor han opsporer forsvundne børn og bringer dem til veje igen. Bortførerne og alle andre der prøver at byde ham op til dans, får med hammeren, i bogstaveligste forstand. Hans arbejdsgiver, den noget anløbne John McCleary, har et nyt job til Joe, da guvernør Williams datter er forsvundet, og er klar til at betale kassen for at få hende bragt til veje igen. Selv om Joe er plaget af mareridt, som han også oplever i vågen tilstand, kaster han sig metodisk over opgaven, og inden længe har han fundet den kidnappede guvernørdatter …

You Were Never Really Here – 40. 39. 38. 37. …

Vi bliver kastet direkte ind i handlingen i You Were Never Really Here. Vi får med det samme et indblik i Joes agressive og forvirrede verden, hvor volden på sin hvis, synes at give noget af den orden og struktur som Joe savner i sit hoved. At han har været involveret i nogle krigssituationer er åbenbart, men hvad, hvor og hvornår får vi ikke at vide. En masse korte og rodede flash-backs, gør os ikke klogere som sådan. Men at det har fucket ham totalt op, står lysende klart. Vi får ikke mere end det højst nødvendige at vide, hvilket egentlig er rart, thi film der skærer fortiden ud i pap kan være belastende og taler ned til os som publikum.

Joaquin Phoenix er eminent som den afstumpede Joe. Det er 100 % hans film. Alle de andre skuespillere i filmen er bifigurer. Bevares de spiller såmænd deres roller glimrende og understøtter Phoenix på bedste vis. Men det er så det. Joe er en voldelig mand, men absolut ikke nogen dårlig mand. Han fungerer som han bedst kan, med hans tunge bagage. Og det er kun de dumme svin der kommer til at smage hans hammer.

Instruktøren Lynne Ramsay er ny for mig, må jeg indrømme, men hun kan absolut noget. Så som at få en film til at fremstå ekstremt voldelig og direkte, uden at vi egentlig ser noget (ret meget) vold. Det meste voldelige ses fra sort/hvide og grynede overvågningsoptagelser. Men som vi jo har set før i filmhistoren, er de mest voldelige eller direkte sexscener vi har set, netop nogen som vi ikke har set, mens som instruktøren har fået plantet  vores hoveder … uden rent faktisk at have været vidne til dem. Spørg bare Hitchcock, thi han var mesteren udi dette!

Hele filmen, med undtagelse af nogle overvågningsoptagelser, er fotograferet i close ups, i “skæve” og ikke centrerede klip. Undertiden er vi så tæt på, at man til at begynde med kan være tvivl om, hvad der egentlig sker. Men det medvirker til at forstærke den fortættede og ubehagelige stemning som gennemsyrer filmen. Musik og lydbilleder i You Were Never Really Here fungerer også perfekt som en ubehagsskabende faktor. Den er ikke gennemtrængende, men virker nærmest på et subliminalt plan. Supergodt lavet!

Konklusion – You Were Never Really Here

You Were Never Really Here er vist ikke lavet på verdens største budget, men med en skuespiller som Joaquin Phoenix i hovedrollen, gør det absolut intet. Filmen antyder at nogle af samfundets spidser er indblandet i nogle af de mest ubehagelige forbrydelser man kan forestille sig. Det er kun en film, men man kan jo alligevel ikke lade være med at tænke sit. You Were Never Really Here får fire store stjerner.

Læs mere om You Were Never Really Here på IMDb.