Tears for Fears & Alison Moyet
Først Alison, så Roland og Curt …
Anden tur til O2 Arena Greenwich var lidt af en hurtig beslutning, der blev taget mellem jul og nytår 2018. Prisen var lav, til gengæld var pladserne heller ikke de bedste 🙂 Antallet af pladser i selve koncertsalen i O2 er sådan cirkus det samme som i Royal Arena. Men indgangsforholdene til O2 er væsentligt ringere end i Royal Arena, så vær forberedt på lange køer. Måden hvorpå O2 er bygget op, med indkøbscenter og masse restauranter uden om selve koncertsalen, men i samme bygning, gør det nok svært at lave om på den køsituation , men mindre man foretager en større ombygning. Men det virker godt nok lidt molboagtigt!
Alison Moyet, som jo har tabt mange kilo siden sine velmagtsdage i 80’erne, hvilket på en eller anden måde har pillet lidt af kraften ud af hendes sang, fungerede som opvarming denne aften. Hun sang fra 19:45-20:30. Efter cirka en halv times pause kom Tears for Fears på. De spillede i cirka i 90 minutter til 22:30-ish, og lyder i store træk som jeg husker dem fra den gang. Men altså også kun i store træk for også de to herrers stemmer er altså også blevet noget tyndslidte …
Tears for Fears & Alison Moyet – don’t change the 80′s
En af de få sange fra Alison som for alvor stadig sparkede røv, var Don’t Go, som vel var hendes første hit, som hun lavede med Vince Clarke (Depeche Mode og Erasure), da de som en duo, fra 1981-83, kaldte sig Yazoo, før Alison gik solo. Hendes andre hits, såsom Love Resurrection og All Cried Out, var faktisk mere eller mindre blevet ødelagt! … Så lød Tears for Fears hits, som fx Sowing the Seeds of Love, Everybody Want’s to Rule the World og Mad World, langt mere som man husker dem fra 80’erne … hvilket absolut er et kæmpestort plus.
Sceneshow & Lyd
Alison Moyets havde faktisk intet sceneshow. Hun stod sådan set bare og sang sine gamle hits, de fleste af dem i nye jazzificerede versioner, hvilket på ingen måde overhovedet klæder hendes ellers geniale 80’er hits. Tears for Fears havde et meget simpelt lysshow, som faktisk komplimenterede deres musik ret godt. Deres hits lød stort set som i gamle dage, så på det punkt var jeg glædeligt overrasket. Lyden i O2 som sådan fejlede intet, og lød fint, selv på vores “hjørnepladser” i den fyldte sal.
Konklusion – Tears for Fears & Alison Moyet
Tears for Fears havde flere hits op gennem 80’erne, end jeg lige kunne huske, så deres koncert holdt næsten 100%. Alison Moyet, derimod, som, for mig, står som 80’ernes største sangerinde, havde rent faktisk færre hits end jeg lige kunne huske. Det faktum at hun er blevet slank og samtidig har jazzificeret mange af sine sange, har absolut ikke haft en positiv indvirkning på hendes sangstemme. Så summa summarum, kan jeg ikke give den samlede oplevelse mere end fire stjernersyv
Ups, det er rundt regnet syv uger siden jeg var til den her koncert i North Greenwich … men bedre sent end aldrig, med at få smidt sin anmeldelse op 😉
Læs mere om Tears for Fears & Alison Moyet på.
0 kommentarer