Hvad en uskyldig svømmetur i søen kan føre til …

Jeg kan ikke ligfrem påstå at jeg har fulgt Trine Dyrholms karriere tæt. Danse i måneskin i midtfirserne, Romeo & Julie på Østre Gasværk i sluthalvfemserne og så Arvingerne i TV for 3-4 år siden … og så nu Dronningen. Men set i lyset af alle de seksstjerneanmeldelser filmen har fået, skulle den naturligvis ses. Denne gang smuttede vi i Empire Bio, da vi er blevet enige om lydniveauet i Moviehouse, trods alle biografens øvrige kvaliteter, simpelthen er for lavt … uden saft og kraft. Jeg ved ikke om det er et krav fra de “fine” Hellerupfruer, at lyden ikke må være for voldsom eller om de har et teknisk problem af en art. Jeg har skrevet til dem, men fik ikke rigtigt et svar der kunne bruges til noget. Anyways, bliver der ikke rettet op på dette, kan min ellers nye favoritbiograf hurtigt vise sig at blive a thing of the past!

Anne bor sammen med sin svenske mand Peter i deres dejlige villa, på grænsen til skoven et sted i Danmark, et område der i mistænkelig grad ligner et sted i Sverige 😉 Parret har en sæt tvillingepiger. Og så er der 17-årige Gustav, som er Annes bonusbarn. Han er lidt af et problembarn som bor hos sin biologiske mor. Efter en mindre batalje, flytter Gustav dog hjem til Anne og Peter. I starten er Anne bestemt ikke glad for at have Gustav boende. Men langsomt opbygges der en sært fortrolighedsforhold op mellem de to, og pludselig en dag giver Anne Gustav et hurtigt kys på munden. Vi er er næsten lige så chokerede som han er. Men alligvel fører dette intermezzo til, at de kort tid efter har sex med hinanden på Gustavs værelse … en scene som er pænt direkte, og nok ikke er for de allermest snerpede! Dette medfører naturligvis alskens problemer for alle i familien …

Dronningen – et enkelt blowjob … og så er familieidyllen spoleret

Der er godt nok ikke meget af grine af i Dronningen … men efterhånden som Anne trækker sig selv, Gustav og sin familie længere ned i sølet, jo bedre bliver Trine Dyrholms skuespil … og jo længere drives Anne ud i egne nederdrægtigheder. Hvad der driver Anne ud i dette vanvittige misbrug, giver filmen ikke noget svar på. Spørgsmålet er så også, om det egentlig har nogen betydning. Jeg skal ikke spoile mere. Smut ind og se filmen!

Cast & Crew

Trine Dyrholm (Anne) fungerer glimrende som advokaten, hvis liv totalt afspores på grund af sine sære lyster. Gustav (Gustav Lindh) er også glimrende, på den ret så underspillede måde, i rollen som teenageren der, i bogstaveligste forstand, bliver taget på sengen af sin stedmoder. Peter (Magnus Krepper) er præcis så vag og kedelig som rollen byder ham at være. En anelse fejlkastet synes jeg at Preben Kristensen er i rollen som Erik, Annes partner i advokatfirmaet. Skuespillerne …

Dronningen er vist kun May el-Toukhys anden reelle spillefilm. Det er, udover de to afsnit af Herrens veje, det eneste jeg kender til hendes virke som instruktør, hun har vist også lavet nogle kortfilm. Men umiddelbart en glimrende anden film fra el Toukhys hånd, selv om tempoet et par gange er ved at blive for sløvt. Det havde måske ikke været helt nødvendigt at få filmen til at vare over to timer (127 minutter), specielt ikke når man tænker på gentagelserne, som jeg ikke skal komme ind på her!

Billede & Lyd

Fotograferingen i de danske (svenske?) skove er langsomme, hypnotiserende og sært dragende. Filmarbejdet i indendørsscenerne, er knap så spændende. Well, der er noget med berøring og hud, som fotografen fokuserer meget på. Med hensyn til kronologien i filmen, har specielt Tarantino (endnu engang) ikke levet forgæves. Et par små. mere eller mindre upassende, men yderst effektive chok, er der også blevet plads til. Desværre skæmmes den fine arbejde med kameraer i nogen grad af det til tider yderst enerverende lydtapet som gennemsyrer hele filmen. Der er yderst lidt reel musik i filmen … kun to numre, som jeg lige husker det! Naturligvis kan disse lydtapeter være med til at understrege ubehagelighederne i en fil, men nogen gang bliver det bare for meget.

Konklusion – Dronningen

Vi har ikke just at gøre med en feel good-film her. Vi nærmer os Elser på deprim-skalaen. Dog er Dronningen knap så elegant udført som Elser … og i øvrigt har vi at gøre med to film at gøre, der udover ikke ligefrem at være opløftende, intet har med hinanden at gøre. Anyways, hvor Elser fik fem store stjerner, får Dronningen fem små af slagsen.

Læs mere om Dronningen på IMDb.