EN HERCULE POIROT WANNABE?

Før aftenens film i onsdags besluttede vi at spise en spicy dinner på Wok Shop på Lyngby Hovedgade efterfulgt af en kop varm chokolade på Café Picasso. Det skulle vise sig at være et godt valg … og et valg der var langt bedre end beslutningen om at gå ind og se Knives Out. Vi så filmen i Supreme-salen (sal 1) i NFB Lyngby, som altså er en rigtig god sal. Salen var fyldt op (minus de obligatoriske forreste rækker), og stemningen var af en eller anden grund overdrevet god før filmen … Som tidligere nævnt, byder Supreme på en form for udvidet og overdrevet Philips Ambilight. Det var dog ikke noget denne film benyttede sig af, hvilket var godt det samme.

Knives Out er lidt af en Agatha Christie whodunnit-wannabe! Patriarken i en familie som primært består af forfattere, dør en voldsom død. Var det mord, selvmord eller et uheld? Den knastørre privatdetektiv Benoit Blanc tilkaldes for at bistå politiet med at opklare sagen. Fra første scene af filmen hvor vi ser en halvtotal af huset uden for Boston, får jeg straks mine bange anelser. Den isnende fornemmelse af mangel på nerve og stemning sniger sig ind på mig 😉 Blanc opfører sig kejtet excentrisk og med en totalt overdreven sydstatsaccent (tror jeg det er). Well, alle i filmen opfører sig som noget de ikke er. Hvilket naturligvis er en skuespillers fornemmest opgave, hvis det altså virker …

KNIVES OUT – I’M GONNA BORE YOU TO DEATH!

Filmens tempo er MEGET langsomt, plottwistsne er alt for gennemskuelige og andet akt er så kedeligt at man sidder og kæmper for ikke at falde i søvn. Man sidder i den grad og håber på at selve opklaringen af sagen byder på et løft i tempoet. Og der er et tempoløft i sidste tredjedel som gør at man lige akkurat ikke ryger i drømmeland. Den sorte humor amerikanerne påstår der gemmer sig i filmen, set jeg kun meget svage tegn på, og det samme gælder samfundskritikken, som er der, men som man vist skal være indfødt, for at for alvor at bide mærke i.

Cast & Crew

Castet er da meget godt, men så fantastisk er det altså heller ikke. Når man seks dage tidligere har set The Irishman med Al Pacino, Robert De Niro og Harvey Keitel, er imponatoreffekten ved Knives Out altså begrænset. Daniel Craig og Chris Evans er store stjerner, Christopher Plummer, Don Johnson og Jamie Lee Curtis har været store, men nu falmende, stjerner, mens Toni Collette aldrig har været en stjerne, selv om hun spiller som en sk*de diva. Præstationerne fra alle medlemmer af castet virker overspillet, sært overgearet og helt forkert …

Rian Johnson har tidligere instrueret den glimrende SciFi-film Looper, Star Wars VIII og rygter vil vide at han skal instruere Star Wars I. Jeg formoder at vi taler om en reboot? Star Wars-sagaen droppede jeg efter Star Wars VI i 1983, så jeg ved stort set intet om det univers mere. Princess Leia var topnuser der omkring 1980, men hun døde her for et par år siden. Og Han Solo var sej, og Jabba the Hut var en klam fætter. Nå, det var et sidespring. Jeg mener at Rian Johnson burde holde sig til SciFi, og holde nalderne langt væk fra thrillere, suspense og privatdetektiver!

Billede & Lyd

Filmarbejdet i Knives Out er heller ikke noget at råbe hurra for. Der er tale om standardarbejde på det absolut jævne … grænsende til talentløse. Soundtracket … tja, der er da noget musik, men jeg kan ikke genkalde mig en eneste tone. Det er som om at ALT skal virke ligeså gråt, kedeligt og intetsigende, det gælder også filmens “biljagt”, som den nærmest døde Bostonforstad som handlingen udspinder sig i.

Konklusion – Knives Out

Nogen David Suchet bliver Daniel Craig, trods alle sine kvaliteter, aldrig! Han er god som 007, og kan faktisk også fungere i andre roller, som fx den på grænsen til total opløsnings-ramte politimand  McLoughlin i Minette Walters The Ice House som vist nok var den første film (miniserie) jeg så Craig i. Men som Poirot-klon fungerer han slet ikke. Jeg lå på vippen mellem at give Knives Out 2 eller 3 stjerner … jeg valgte at blive på vippen, og dermed de to stjerner.

Læs mere om Knives Out på IMDb.