Er det en Jackson Pollock?

The Accountant handler om den autistiske Christian Wolff, som efter at have gået igennem en svær barndom er blevet en dygtig revisor. Af den slags som både lovlydige og knap så lovlydige personer hyrer. Udover sine evner som revisor, er han også en dygtig skytte, en evne han også gør god brug af.  Filmen starter med en scene, som ikke umiddelbart giver nogen mening, men hvor 9 mafiamedlemmer bliver brutalt nedskudt i en lurvet bygning i Chicago. Denne scene skal naturligvis vise sig at give god mening senere i filmen. Derefter får vi så et indblik i hvordan Christians forældre reagerer umiddelbart efter at han blev diagnosticeret med autisme som barn.

Tilbage til nutiden. Christian får et konsulentjob i et tech-firma, som bl.a. fremstiller high-end proteser. Der er noget kuk i firmaets regnskaber, men hvad og hvor meget ved firmaets ledelse ikke. Christian beder om at få firmaets regnskaber for de sidste 15 år i hard copy, og kaster sig med stort ildhu over opgaven. Dagen efter har han fundet ud af at 26 millioner dollars er trukket ud af firmaet. Firmaets chefer virker ikke begejstrede for hans indsats, og ønsker ikke at han forsætter sine undersøgelser. De betaler ham hans honorar og beder ham forlade stedet. Han fortæller firmaets firmaets egen unge revisor, Dana Cummings, hvad han har fundet frem til. Samme aften begynder helvede at bryde løs. Firmaets chef bliver brutalt slået ihjel, og snart efter er også Christian og Dana jaget vildt …

Egentlig er jeg normalt ikke så vild med Ben Affleck. Han var glimrende i Argo og Gone Girl, men ustyrligt ringe i Daredevil og Gigli. Mit overordnede billede af ham, er at han spiller underligt tilbagelænet og anonymt. Men her i The Accountant er det lykkes ham at ramme karakteren som den autistiske revisor/lejemorder spot-on. Selv kan jeg ikke påstå at jeg kender ret mange voksne autister, hvis nogen overhovedet, men rollen som Christian Wolff bliver spillet med stor troværdighed. På en måde kan det godt være at Afflecks tilbagelænede stil, kommer til sin ret i netop rollen som autist …

De vigtigste biroller er der heller ikke en finger at sætte på. Anna Kendrick fungerer glimrende som den unge og skarpe, men lidt forsagte Dana Cummings, som nødtvunget bliver Christians flugtpartner 🙂 J.K. Simmons er perfekt i rollen som den gamle, gnavne og livstrætte skatteagent, Ray King. Her kort før han skal på pension, har han hans karriere fået et skub i den rigtigt retning, da han er begyndt at modtage anonyme tip fra en engelsktalende dame? Samtidig har han hyret den unge Marybeth Medina (Cynthia Addai-Robbinson), som trods hendes noget brogede fortid, ser ud til at være et godt bud på at blive hans perfekte arvtager hos Skat. Øvrige biroller som Jeffrey Tambor, John Lithgow og Jean Smart leverer også max i The Accountant.

The Accountant er intens fra ende til anden. Man keder sig ikke et sekund. Ikke at filmen er fyldt med non-stop action … så langt fra fraktisk. Men filmen er skruet så godt sammen, at man er fastholdt gennem samtlige af filmens 128 minutter.  Der er en del god gammeldags flot koreograferet vold i filmen. Ikke for meget, men lige nok til at det passer ind i filmens handling. Og bedst af alt, man kan se hvad der sker. Ikke noget “ryste-cam” eller irriterende leg med dybdeskarpheden her. Dejlig befriende for en gangs skyld! Der er et par sekunder hen mod slutningen, hvor man sidder og frygter at nu bliver sødsuppe det her. Men instruktøren, Gavin O’Connor, undgår heldigvis at falde i den fælde.

Gavin O’Conner, hvis tidligere film er gået under min radar, viser sig, i hvert tilfælde i denne her film, at være en hel mini-Hitchcock. Ikke en fod bliver sat forkert og ikke en eneste frame er uden information. Superflot kameraarbejde og perfekt lyd, der understøtter hver eneste frame sublimt. Til at starte med er alt kaos, og som tilskuer funderer vi over om det virkelig er mulige at få spundet alle ender sammen? Gennem bl.a. adskillige flash-backs, til forskellige tidspunkter i Christians tidligere liv, herunder tiden hvor Christians far gav ham og hans bror træning på militærteknisk niveau, trods det at de kun var tweens, kan jeg afsløre at det lykkes til perfektion. Faderens tese var at Christian, i bogstaveligste forstand, skulle slå sig ud af sin sygdom … Og det gjorde Christian så, men nok ikke helt på den måde som var farens idé!

Nogle biografgængere vil måske mene, at alt går for meget op i en højere enhed til sidst i filmen? De vil måske gerne have en åben slutning som overlader mere til fantasien? Men jeg nød faktisk at prøve at få hele Christians Wolffs historie til at give perfekt mening til sidst. Lidt autist er man vel altid 🙂 The Accountant får 5 fine stjerner.

Læs mere om The Accountant på IMDb.