KrocDonald’s

Ray Kroc er en milk-shakemaskinesælger, som trods det at han har talegaverne i orden og at han er en driftig herre, alligevel er gået noget i stå. Så er det han modtager en ordre på otte seks-dobbelte milk-shakemaskiner fra en burgerbar i Pasadena. Han beslutter sig for at besøge stedet, som viser sig at være McDonald’s … den allerførste af slagsen. Brødrerne Dick og Mac McDonald, har efter mange års hård kamp, fået succes med deres burgerkoncept. Burgere klar på 30 sekunder, ikke på 30 minutter! Brødrene har også forsøgt sig med at udvide fra en til to burgerbarer, men har droppet projektet igen, da de ikke følte han de kunne holde kvaliteten. Well, Kroc ser her et uudnyttet potentiale og laver en aftale med brødrene om at han kan lave franchises. Desværre får han lavet så dårlig kontrakt, at selv om han har succes med at sprede MaDonald’s ud til store dele af USA, tjener han stort set ingen penge. Så hvad gør en driftig herre som Ray Kroc så?

Den snarrådige Kroc finder, med hjælp fra en dygtig advokat, ud af hvordan han kan få mere, langt mere, ud af sin aftale med McDonaldbrødrene. Så samtidig med at han begynder at skabe verdens største franchisebusiness, får han manøvreret brødrene ud på et sidespor, så han til sidst står med den reelle magt i McDonald’s Corp. Resten er, som man siger, historie! Jeg skal da her indrømme, at jeg ikke har sat mig grundigt ind i hvorledes McDonald’s begyndte. Men selv om historien naturligvis er spiffet lidt op hist og her, er der vist tale, i det store hele, om at filmen er relativt tro mod virkeligheden.

Michael Keaton er som altid god, uden at at han tilnærmelsesvis når niveauet fra Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance), som jo så også var intet mindre end et mesterværk. Laura Dern, som jeg næsten ikke kunne genkende, gør det sådan set godt nok, som Krocs hårdt prøvede kone. Dick og Mac, spillet af Nick Offerman og John Carroll Lynch, virker troværdige som McDonaldbrødrene. Skal en fra castet fremhæves, udover Keaton, må det være B.J. Novak, som spiller den dygtige advokat Harry J. Sonneborn, som i den grad står bag McDonald’s succes. Vi husker ham bedst som en af “bastarderne” i Inglorious Basterds.

The Founder er den første film fra John Lee Hancock, som jeg har set. Instruere, det kan han, men der kunne godt have været lidt mere fart over feltet og en anelse intensitet i begivenhederne, hvis du spørger mig. Der er tale om solidt filmhåndværk, men så heller ikke mere. Tidsånden fra omkring 1960, er fanget glimrende, så vidt jeg kan vurdere … jeg kom trods alt først til verden i 1965 🙂

Jeg havde, som antydet ovenfor, ventet mig en lille smule mere af The Founder. Lidt mere tempo og bare en anelse mere skruet op for humoren, barskheden og faktisk også alvoren. Filmen får en lidt for blød landing et eller andet ubestemmeligt sted, uden rigtigt at slå igennem for alvor. Anyways, håndværket er altså i orden og det samme er skuespillet. The Founder får lige akkurat klemt sig op på fire stjerner.

Læs mere om The Founder på IMDb.