Silence
En dødkedelig stilhed
I Silence, Martin Scorseses første spillefilm siden den fantastiske The Wolf of Wall Street, befinder vi os i 1600-tallets Japan. Der er åbenbart tale om en film som Scorsese gerne har ville lave i de sidste 25-30 år. Så emnet må jo være et som optager ham. Det handler i korte træk om at japanerne har gjort katolicisme forbudt. Derfor forfølges de missionerende præster og et utal af de konverterede landsbyboere bliver pint og dræbt. Jeg han så ikke påstå at det er emne som jeg nogensinde har skænket en tanke, men derfor kan historien jo været interessant nok. Men er den så det?
De portugisiske præster Fader Rodrigues og Fader Garupe melder sig villigt til at lade sig smugle fra Macao til Japan, hvor de skal opspore deres forsvunde lærermester Fader Ferreira. Rygterne vil vide at inkvisitoren Inoue har knækket Ferreira, og at han har frasagt sig sin Gud, og at han nu underviser i astronomi. Under ledelse af Fader Garupe og Fader Rodrigues udøver landsbyboerne deres forbudte katolske ritualer i smug, mens de to unge præster fortsætter deres søgen efter deres forsvundne læremester. Men kan de unge præster holde fast i deres hysteriske tro, når deres kristne Gud forbliver stille?
Silence er propfyldt med tågefyldte scenerier fra den japanske sump. Det er meget flot og meget kedeligt! Den ellers ofte interessante instruktør, formår at sumpe rundt i emnet, som vel egentlig er vesterlandsk kultur og religion kontra østerlandsk ditto. Jeg er ikke i tvivl om at disse præster og deres flok af konvertitter, blev behandlet brutalt af de japanske magthavere, efter at de havde forbudt den katolske tro i landet. Men hvad gik forud for disse begivenheder? Kom jesuiterpræsterne til Japan, for at lokke dem væk fra deres oprindelige Buddhistiske og Shintoistiske tro, og over til deres katolske tro? Og hvilke metoder brugte de? De samme metoder som de brugte mod indianerne i Amerika? Jeg ved det ikke, og er ikke blevet stort klogere på det efter at have set Silence. Men man kan jo godt have dem mistænkt for at have brugt metoder i stil med dem som blev brugt mod indianerne. I så fald, kan jeg edderbukme godt forstå at japanerne blev mugne, og anvendte en hvis mængde vold, for at sørge for at de skumle jesuiterpræster ikke fik lyst til at blive i Japan længere.
Jeg er gået uden om Scorseses religiøse værker, som Kundun og The Last Temptation of Christ, da emnet ikke rigtigt er noget jeg tænder på. Og her, retrospektivt, ville jeg ønske at jeg var fortsat med at undgå disse film fra Scorseses hånd. Det er da fint nok at en instruktør kan spænde over mange typer af film. Men sjældent har der været så langt mellem to film, som der er mellem fx. Shutter Island og Silence. Det gælder alle områder. Et eksempel er hovedrollerne, Leonardo DiCaprio kontra Andrew Garfield. De to er om nat og dag. Karisma kontra kedelig, nerve kontra nervøs, intensitet kontra intetsigende … og jeg kunne blive ved!
Skal jeg sige noget positivt, så er det at når der er stilhed, er der tavst som i graven. Det gælder også i Imperial, hvor man vil kunne høre en knappenål lande på det tæppebelagte gulv. Det er ikke uden en hvis virkning i starten, når man ser de første billeder af det tågeindhyllede japanske landskab. Men efterhånden, som de 160 minutter skrider frem, bliver det bare dødhamrende kedeligt.
Min konklusion må være, at historien ikke er interessant nok til at holde en totalt a-religiøs person som mig, fanget i 160 minutter. Silence kan måske alligevel godt løbe afsted med Oscaren for fotografering, selv om min personlige favorit i den kategori er Arrival. Men, please mr. Scorsese, lidt mere vold, coke og flere thrills næste gang! Der er godt nok ikke meget The Departed, Shutter Island eller The Wolf of Wall Street over dette opus. Silence får med nød og næppe slæbt sig op på 2 stjerner.
Læs mere om Silence på IMDb.
0 kommentarer