Voldtægt, familieforviklinger, hævn og komedie på fransk

Paul Verhoeven spilder i Elle ikke tiden på ligegyldig snak, hvilket egentlig er overraskende da vi jo har at gøre med en fransk film. Men inden vi er nået mere end ét minut ind i filmen, er Michéle blevet voldtaget, tilsyneladende af en indbrudstyv. Scenen er dermed sat for de næste godt to timers begivenheder. Spændende begivenheder og glimrende skuespilpræstationer er der helt sikkert tale om, men præcis at forklare hvad filmen handler om, er straks sværere.

Efter voldtægten virker Michéle bemærkelsesværdigt rolig, ja nærmest apatisk. Hendes voksne søn kommer på besøg, og Michéle når at rengøre lejligheden samt at få sig et bad, før han dukker op. Det blå øje hun har fået, forklarer hun til sønnen med at hun er faldet på sin cykel. Den cykel som du aldrig bruger, konstaterer sønnen. Ja, netop, svarer Michéle tørt! Michéle er, sammen med en god veninde, direktør i et computerspiludviklingsfirma. Deres næste spil, som er et voldligt First Person Shooter-spil er lige på trapperne. Det at hun lige er blevet voldtaget, lader hun ikke påvirke sit arbejde. Det er først nogle dage senere ved en middag sammen med nogle venner, at hun stille og rolig fortæller dem at hun er blevet voldtaget. Vennerne er naturligvis chokerede, men Michéle fortæller dem blot, at hun har været hos lægen og at hun ikke har tænkt sig at melde det til politiet.

Instruktøren bag Elle er Paul Verhoeven, manden bag en håndfuld successer i 80’erne (RoboCop og Total Recall) og i 90’erne (Basic Instinct, Showgirls og Starship Troopers) … ja, jeg er klar over at Showgirls ikke var en succes, men i mit verdensbillede, var den bestemt ikke så ringe endda 🙂 Men man kan vel sige, at hans tidligere film var anderledes, provokerende, voldelige og ikke uden humor. En særegen humor, som var medvirkende til at nogle mennesker hadede hans film, mens andre elskede dem. Særligt Starship Troopers var i vælten der for tyve år siden, og Verhoeven blev fra visse kanter, beskyldt for at hylde fascismen og totalitære systemer. Jeg mener at disse personager var helt ude i hampen, med disse beskyldninger. Desuden var Starship Troopers en ganske fornuftig, og for den tid, lækkert lavet sci-fi-film, selvom handlingen som sådan, var helt ude i hampen.

Michéle har et noget anstrengt til sin mor og i særdeleshed til sin far. Og hverken hendes søn og hans kæreste, hendes kollegaer, hendes tidligere mand, hendes venner, hendes naboer, hendes far og mor eller Michéle selv, for den sags skyld, er helt normale. Uden at afsløre for meget, kan jeg godt fortælle at de er godt gammeldags dysfunktionelle, så det gør noget. Men heldigvis er de ikke dysfunktionelle på den traurige nordiske måde, men derimod på den sydeuropæiske måde, hvor der ikke bliver lagt noget imellem når problemer partout skal diskuteres over et juletamtam. Det er voldsomt underholdende, på en måde hvor man sidder lidt med skyldfølelse bagefter, da baggrunden jo er temmelig alvorlig.

Isabelle Huppert fungerer perfekt som Michéle, som er en kvinde med mange facetter. Samtidig med at hun må leve med traumet over at være blevet voldtaget, jonglerer hun diverse elskere og businesspartnere, holder sin forvirrede søn og dennes manipulerende kæreste i ørerne, prøver at holde sin meget sexsultne mor i skak samtidig med at hun, langt om længe for besøgt sin far i fængslet hvor han har siddet siden de skæbnesvangre begivenheder for fyrre år siden … Forvirret? Det vil du måske også være efter at have været i selskab med Elle i 130 minutter. En ting kan jeg sige, og det er at det er lykkes Paul Verhoeven at skabe en dejligt politisk ukorrekt film, og det kan vi lide. Det kunne Hollywood åbenbart ikke, thi han kunne ikke få producerne i Guds eget land, til at smide penge i filmen.

Da Michéle finder ud af hvem der voldtog hende, kommer det øjensynligt ikke som den store overraskelse for hende, og det gør det så heller ikke for os som publikum. Og ja, Michéle får sin hævn til sidst! Som de kloge hoveder på Filmselskabet udtrykte det, er det lidt svært at pinpointe præcis hvad det er der godt ved Elle, blot kan man konstatere, at det er godt, på den komisk-dramatisk-ubehaglige måde. Elle får fire stjerner.

Læs mere om Elle på IMDb.