Depeche Mode – Global Spirit Tour
Where’s the Revolution?
Efter min første succesfulde besøg ever i Parken i maj 2017, hvor jeg så altså ikke så fodbold, men derimod Depeche Mode, var turen nu kommet til Royal Arena for at opleve dette navnkundige band igen, med deres Depeche Mode – Global Spirit Tour. Jeg sad langt tættere på scenen, end jeg gjorde i Parken (til samme pris) og forventede væsentligt bedre lyd, og det fik jeg. Royal Arena er jo en multihal, som altså skal kunne det hele. Så perfekt til koncerter er stedet ikke, men dog væsentligt bedre end Parken og Forum. Vil man have de bedste komfort og lydmæssige forhold, skal man i DRs Koncertsal (hvor jeg har set Simple Minds) eller i Operaen (hvor jeg oplevede Pet Shop Boys). Problemet er naturligvis, at disse steder er alt for små til bands af Depeche Modes kaliber. Så det er lidt en catch-22 situation.
Anyways, vi ankom til Royal Arena ligesom opvarmningsbandet Pumarosa gik på scenen. Fra vi stod i køen udenfor Royal Arena, til vi sad på vores pladser, gik der kun få minutter, så vi fik mulighed for at opleve hele dette skrækkelige “alternative” bands udgydelser. Jeg kender dem slet ikke og jeg kommer heller ikke til at udforske deres musik nærmere. Sangerinden bevæger sig som MØ, men, og det her troede jeg aldrig at jeg ville komme til at skrive, MØ lyder helt OK, sammmenlignet med Pumarosa. Heldigvis var opvarmningen allerede færdig 20:15. De forbavsende hurtigt scene- og lydfolk gjorde, at allerede 20:45 gik Depeche Mode på scenen, og dermed kunne den rigtigt musik begynde …
Vurdering
Depeche Mode – Global Spirit Tour åbnede med Going Backwards, og herefter diskede de gamle elektropop-drenge op med det ene hit efter det andet. Der var sange både fra deres seneste album, Spirit, samt et udvalg af hits fra deres 14 “rigtige” albums; herunder Stangelove, Walking in my Shoes, A Question of Time samt naturligvis hittet over alle DM-hits Personal Jesus.
Dave Gahan er blevet mere flamboyant som årerne er skredet frem. Hans signatur-piruetter, mester han til perfektion, og hele hans meget ledeløse optræden virker stadig godt, fjollet på den lidt skabagtige bøssede (hvad han vist ikke er) måde, men til deres show er det perfekt. Martin Gore ligner stadig sig selv. Han er væsentligt mere tilbagetrukket, men han kan stadig traktere guitaren perfekt, og hans spinkle stemme passer godt til de få numre hvor han overtager mikrofonen. DMs mystery-man Andrew Fletcher, laver tilsyneladende ikke ret meget på scenen. Han spiller lidt bas og trykker på nogle knapper på synthen, og det ser ud til at være det. Mikrofonen har de vist taget fra ham. Anyways, han var sammen med Dave, Martin og Vince Clarke (som hoppede videre til andre projekter, så som Erasure, allerede året efter starten i 1981) med til at starte Depeche Mode op, så et eller andet positivt må han vel bidrage med …
Lyden var glimrende i Royal Arena. Man blev ellers lige lidt nervøs, thi under Pumarosa var den mindre god. Måske lyddesigneren kun havde lavet et setup, og det møntet på at DMs lyd skulle sidde lige i skabet. Det kan jeg så godt leve med i det her tilfælde. Lysshowet var fint nok, men er set bedre. Det var sådan lidt standardagtigt. Det skal så også siges, at det lysshow de havde lavet i forbindelse med Pet Shop Boys-koncerten i Operaen i december 2016, var second to none. Så der skal noget til at imponere mig efterhånden.
Konklusion – Depeche Mode – Global Spirit Tour
Speak and Spell, Depeche Modes debutalbum, var et af de allerførste albums jeg købte der i 1981, lige før jeg fyldte 16 år. Jeg vil ikke påstå at jeg har fuldt dem tæt siden da, men de har da været inde i min bevidsthed i samtlige 36-37 år. Og de har altid været fede, i nogle perioder mere end i andre! Koncerten i tirsdags var super, uden at være super-fantastisk 🙂 Depeche Mode – Global Spirit Tour, får fem flotte stjerner.
Læs mere om Depeche Mode på her.
0 kommentarer