Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

af | jan 13, 2018 | Film, Oscar

Raped while dying …

Jeg måtte se Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, da den netop har vundet fire Golden Globes ved ceremonien her i søndags. Jeg havde været lidt i tvivl om hvorvidt jeg gad at indløse billet til filmen, men de gyldne glober gjorde udslaget. Traileren til filmen afslører ikke meget af hvad filmen egentlig handler om, så man skal ikke lade den afgøre hvorvidt man vil ind og se filmen.

Mildreds datter blev voldtaget og dræbt for flere måneder siden. Hun føler ikke at den lokale politimester har gjort nok for at opklare sagen, hvilket hun naturligvis ikke er tilfreds med. Hun beslutter sig for at betale for at lade det lokale reklamebureau opsætte tre store skilte ved en lokal vej tæt på hendes hjem. På skiltene spørger hun Willoughby (politimesteren) hvorfor der ikke sker noget i sagen. De tre skilte sætter gang i mængde mere eller mindre absurde og vandvittige begivenheder i den lille by langt ude i hill-billy-land. Naturligvis er Willoughby heller ikke glad for skiltene, og han gør alt for at skiltene bliver pillet ned. At de lokale medier begynder at interessere sig for sagen, stiller heller ikke ligefrem politiet i et favorabelt lys …

Vurdering

Historien i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er meget barsk, men der er iblandet en del næsten Tarantino’sk humor og filmiske greb. Et eksempel på dette, er nogle totalt “afsporede” monologer. De er ikke ført så langt ud i overdrevet som de gerne er i en af Tarantinos film, men de giver et tiltrængt komisk relief. Min eneste anke er at vi ofte, i en lidt for eksplicit grad, ser modspillernes reaktion på disse monologer. Sig mig hvad tager instruktøren os for? Han behøver ikke at skære disse reaktioner ud i pap … vi kan godt selv ligge 2 og 2 sammen i disse situationer … geeez …

Francis McDormands (Mildred) Golden Globe er fuldt fortjent, hun spiller fantastisk som en kvinde i dyb sorg, som dog stadig er i stand til at handle … omend ikke altid velovervejet. Sam Rockwells (Dixon) Golden Globe, for birollen som den afstumpede hill-billy betjent med hjertet på rette sted (?!!?), er også mere end fortjent. Faktisk gør alle i castet, herunder Woody Harrelson (Willoughby), det super godt. Filmen er karakterdrevet, og det er bestemt det glimrende skuespil der gør filmen værd at se.

Engelske Martin McDonagh, som både har instrueret filmen og skrevet historien, er også manden bag In Bruges og Seven Psychopaths. Film som jeg har hørt godt om, men må melde, med skam, at begge disse film er gået under min radar.

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er utroligt flot filmet. Hver eneste indstilling sidder lige i skabet og der er blevet lagt stor energi i at lave nogle anderledes og interessante vinkler. Udover det, er naturen i Missouri flot og lækkert filmet, man får helt lyst til at besøge Epping. Lyden og musikken er afdæmpet, men understøtter filmens afslappede tempo og mangler på bulder og brag perfekt.

Det er svært at skive for meget om hvad der egentlig sker i filmen, uden at komme til at spoile for meget. Men forvent det uforventede, men forvent ingen fikse og færdige forklaringer. Og husk så på, at nogle gange kan hjælpen og sympatien komme fra den mest uventede kant! Jeg ved at nogle andre anmeldere her har bevæget sig ud af et spor, som indeholder referencer til tilsyneladende kendte religiøse filosoffer, som jeg altså ikke kender, og det er et spor som jeg hverken kan eller vil bevæge mig ud af, thi religiøs eller filosofisk bliver jeg aldrig. Og selv om vilde (over)fortolkninger kan være interessante, vil det føre alt for vidt at kaste sig ud i disse i denne anmeldelse.

Konklusion – Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

Three Billboards Outside Ebbing, Missouri er et fint lille sort komedie-drama, jeg synes dog slet ikke vi er oppe på noget der ligner mesterværksniveau eller en vinder af en af de helt tunge Oscars. Men på den anden side, kan den netop godt være en af den slags film, som akademiet sluger råt, ikke mindst i disse #metoo-tider. Three Billboards Outside Ebbing, Missouri får fire fine stjerner.

starstarstarstarstar emptystar empty

Læs mere om Three Billboards Outside Ebbing, Missouri på IMDb.

1 Kommentar

  1. Jens

    Fin velafbalanceret anmeldelse, 4 * helt sin orden

Pin It on Pinterest