Johnny English … not Black Adder

De to første film i agentkomediesagaen om Johnny English var pænt sjove, så treeren, og den vistnok sidste, Johnny English Strikes Again, skulle naturligvis også ses. Så jeg smuttede i Lyngby Bio, med en af mine faste biografmakkere, lige efter arbejde på premieredagen for at se den. Ud over os to, var der kun fire ungervende til stede i salen, hvilket naturligvis ikke ligefrem er med til at bringe stemningen på kogepunktet …

English har trukket sig tilbage fra livet som superagent og arbejder nu som lærer på en fin privatskole. Nogle computerhackere offentliggør alle operative agenters navne. Derfor beslutter premierministeren sig nødtvunget for at hive English tilbage til aktiv tjeneste i MI7, for at opklare sagen og finde de skyldige. Johnny English og hans gamle makker, agent Bough, kaster sig over sagen med deres sædvanlige absurde tro på egne evner. Undervejs må de krydse klinger med både den underskønne russiske agent, Ophelia og den skruppelløse techwiz, Jason. Deres kamp fører dem, udover gennem Londons gader, også til den franske riviera og den skotske kyst …

Johnny English Strikes Again – for the last time …

Johnny English Strikes Again fortsætter både historie- og stilmæssigt der hvor de to første film slap. Dog virker det som om at både Rowan Atkinson og hele teamet kører noget på autopilot, da fjollerierne, som hele filmen jo er bygget om omkring, savner en del skarphed i udførslen. Fra en mand der startede med Not the Nine O’Clock News tilbage sidst i 70’erne, og har givet os Black Adder i 80’erne og Mr. Bean siden starten af 90’erne, kunne man godt forvente lidt mere fra, skulle jeg mene. Og her ser jeg helt bort fra den temmeligt pauvre præstation han leverede i hans, så vidt jeg ved, eneste seriøse rolle ever, TV-serien om Maigret fra 2016-17.

Som antydet så er skuespilleriet i Johnny English Strikes Again ikke ligefrem second to none, men Olga Kurylenko (Ophelia) klæder helt sikkert ethvert lærred og Emma Thompson (Prime Minister) tilføjer enhver rolle lidt klasse.

Instruktøren bag Johnny English Strikes Again, David Kerr er manden bag flere afsnit af flere engelske TV-serier gennem de de sidste 20-ish år … TV-serier som jeg vist ikke har set et eneste afsnit af. Derfor kan han jo godt være dygtig. Det er så bare ikke rigtigt noget der skinner igennem i denne film. Måske har instruktørens opgave blot været og lave en hæderlig afslutning på Johnny English-sagaen, uden at have fået stillet det helt store budget til rådighed. Hvad ved jeg?

Lydsporet til Johnny English Strikes Again står for store dele af filmens vedkommende af lettere pumpede engelsk 80’er hits. Og det er jo altid et trick der straks gør mig mere positivt stemt. Lydeffekterne er som det sig hør og bør i denne type komedier, lettere overdrevne, uden at det løber af sporet. Fotografen har leveret en temmlig uinspirerende løsning her. Der er absolut intet nyt her at komme efter. En filmisk set gennemsnitlig standardvare som hverken imponerer eller skuffer.

Konklusion – Johnny English Strikes Again

Jeg havde, måske lidt naivt, håbet på at English ville sige farvel med et brag, der bliver så mere til et gigantisk plask … i bogstaveligste forstand 🙂 Well, Johnny English Strikes Again er ikke en film der gør at man kaster sig rundt i sædet i latterkramper, men et par håndfulde smågrin kaster den absolut sig, derfor får den tre halvstore stjerner.

Læs mere om Johnny English Strikes Again på IMDb.