Fra Californien til Nevada …

Jeg var egentlig lidt i tvivl med Bad Times at the El Royale! Traileren så pænt fed ud, musikken var lækker og castet så mestendels kanon ud. Men traileren så ud til at love Tarantino’sk/Lynch’sk spænding og stil. Og så er det straks at jeg bliver lidt “shaky”, for så godt som ingen instruktør på denne planet kan leve op til sådan et løfte. Anyways, beslutningen var taget, om jeg og min biografmakker denne mandag aften, mødtes i Empire Bio tre minutter før filmen skulle begynde. Af ukendte årsager var mængden af reklamer skåret ned og trailerne helt væk denne aften … herligt, så vi havde dårligt fået plantet os i sæderne før filmen startede …

… og Bad Times at the El Royale starter med et brag, kan man sige, for vi bliver smidt direkte ind i begivenheden som direkte er katalysatoren for hændelserne i El Royale 15 år senere, altså omkring 1970. En tid med flower power, Vietnamkrig, Nixon, masser af agenter, sexkulte og seriemordere … Fire gæster; en præst, en sangerinde, en støvsugersælger og en ung flipper ankommer til hotel El Royale, som ligger lige på grænsen mellem Californien og Nevada. Ingen af gæsterne, og heller ikke hotellets eneste ansatte, er hvad de umiddelbart giver sig ud for at være, men ingen af dem er ligefrem kedelige personager. De har alle en historie at fortælle, med en dertil hørende tung bagage at slæbe rundt på …

Bad Times at the El Royale – lille spejl på væggen der?

Bad Times at the El Royale ligner en mix af Kill Bill og The Hateful Eight tilsat et stænk Twin Peaks. Vi har det sære hotel, gruppen af skumle typer samt en del springen rundt i tidslinjen. Det virker sådan set fint nok, men dialogen er slet ikke så skarp, vandvittig og sorthumoristisk som den vi kender fra Tarantinos film. Vi har dog den pludselige og skånselsløse vold samt en helt ny version af hvorledes man brækker en gulv op, uden at nogen opdager det … ved hjælp af en skøn sangstremme samt hammer og mejsel 😉

Jeff Bridges er en skuespiller der sjældent fejler, han er faktisk blevet bedre med alderen. Han er glimrende som Father Flynn … som ikke er præst! Også Jon Hamm er god som støvsugersælgeren Sullivan … som ikke er støvsugersælger. Også Lewis Pullman er god som den pligtopfyldende altmuligmand på hotellet, men i virkeligheden er meget mere. Dakota Johnson, som vi bedst kender fra Fifty Shades-filmene er forbavsende god i rollen som flower-power-pigen, som, du har gættet det, ikke er en flower-power-pige. Hvad disse karakterer, samt de andre personager i filmen så rent faktisk er, må du gå i biffen for at få opklaret 🙂

Instruktøren, Drew Goddard, har skrevet manuskript til den glimrende The Martian og den knap så glimrende Cloverfield samt instrueret Cabin in the Woods, som er endnu en gyserfilm … som jeg ikke har set. Så helt ukendt burde han ikke være! Jeg kendte ham dog ikke, selvom han var nomineret for sit manuskript til The Martian.

Egentlig er Bad Times at the El Royale flot filmen og musikken samt lyden er lækker, men der er desværre lidt langt mellem snapsene, om jeg så må sige. Starten er superflot lavet, men der er dog nogle voldsomme intensitetsdyk undervejs. Bevares der er en lang film, så naturligvis er det ikke muligt at køre i højeste gear hele vejen. Måske man burde have holdt spilletiden lige under de to timer, thi så kunne man måske have undgået de søvndyssende momenter. Det skal dog til filmens fordel siges, at alt i Bad Times at the El Royale hænger godt sammen, og enden der bliver spundet til slut fungerer fint, dog uden at være superoverraskende.

Konklusion – Bad Times at the El Royale

Som antydet var der et par døde perioder. Faktisk var der en ung dame ved siden af mig, der begyndte at snorke højlydt undervejs … Men da vi lige var kommet igennem de døde minutter, livede filmen op, og blev faktisk bedre som begivenhederne skred frem. Trods alt indeholder Bad Times at the El Royale så mange kvaliteter, at fire stjerner er på sin plads.

Læs mere om Bad Times at the El Royale på IMDb.