Alien

af | jul 3, 2019 | Film, Klassikere, Oscar

Alien fejrede sin 40-års fødselsdag …

Selv om jeg har set Alien 117 gange, plus/minus, før, havde jeg endnu ikke set den på det store lærred. I mandags inviterede Cinamateket og drengende fra filmnoerden.dk så til så til 40-års fødselsdag, så endelig skulle jeg se den i en nyrestaureret 4K-version helt tæt på. Carl (salen) var stort set fuld, og Casper Christensen og Jesper Laursen gav en fornuftig og ikke særlig struktureret intro (ja, der var rent faktisk folk i salen der aldrig havde set Alien før) til filmen. Efter 45 minutters snak, blev filmen sat på. Og ja, der var faktisk deltaljer som jeg ikke havde set før, som jeg kunne se nu hvor billedet var blæst op i en fornuftig størrelse!

Fragtsskibet USCSS Nostromo er på hjem til jorden med sin besætning på syv plus en kat, efter en standard operation i de ydre kolonier. Mother (computeren) vækker besætningen, ikke fordi de er ved at være hjemme, men fordi hun har opfanget et nødsignal fra en nærliggende planet. Selv om visse dele af besætningen ikke er begejstrede for at deltage i en redningsmission på en ukendt planet, tvinger deres kontrakt dem til at gøre det, da de ellers risikerer at miste hele deres løn. De “parkerer” deres last, og begiver sig mod planetens overflade og lander sikkert et par kilometer fra nødsignalets, hvis det da er det det er, kilde. Dallas, Lambert og Kane bliver sendt ud for at undersøge sagen nærmere, hvilket skal vise sig at være en af filmhistoriens større fejltagelser …

Alien – rumgys og fallossymboler

Selvom Alien har rundet de fyrre, holder den faktisk godt. Naturligvis ser elektronikken håbløs gammeldags ud, og tempoet er MEGET langsomt, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, thi det giver ens fantasi mulighed for at løbe af med en … selvom jeg efterhånden kan hver en scene og hvert et ord i filmen på rygraden, og min fantasi ikke løber nogen steder mere 🙂 Det fantastiske håndværk, skuespil og instruktionen gør, at jeg alligevel ikke keder mig, her hvor jeg må have set filmen over 50 gange 😉 

Cast & Crew

Rollen som Ellen Ripley var den første rolle jeg oplevede Sigourney Weaver i. Hun spillede glimrende, som den unge kvinde der i den grad vokser med opgaven. Men også John Hurt spiller uhyggelig godt som manden der bliver xenomorphens første offer. Tom Skerritt (Dallas), Veronica Cartwright, Yaphet Kotto og ikke mindst Ian Holm spiller også ræven ud af bukserne. Sammen med Ridley Scott og H.R. Gigers vanvittige kreativitet, udgjorde skuespillerne i castet faktisk den perfekte storm. Genialt!

Alien var den anden reelle film Ridley Scott instruerede, og det blev vel, sammen med Blade Runner, også hans bedste. Bevares, der har da været mange gode film blandt de 49 han hidtil har instrueret. Men der har været langt mellem snapsene de seneste ti-femten år … The Martian er en af de bedre i indeværende årti.

Billede & Lyd

Man lærer virkelig at sætte pris på den geniale lyd, i denne 4K-version. Hver en gruopvækkende detalje er fremhævet, og det samme gælder detaljeringen i designet af Nostromo, som virkelig er et KÆMPESTORT transportrumskib. Trods den gode digitale kvalitet, ser man heldigvis lige så lidt af xenomorphen i denne version, som man gjorde i den originale version fra 1979, altså man ser kun dele af af den i halve sekunder. En ting, må jeg erkende, at jeg særlige bemærkede her på det store lærred, var den store mængde fallossymboler og yonisymboler som vælter rundt i filmen … lige pludselig ser man især sidstnævnte allesteder. I følge Ridley Scott, skulle det være et tilfælde … yeah, right mr. Scott 😉 En dybere analyse at denne del af filmen, må I finde andetsteds, da det vist fører for vidt her … 

Konklusion – Alien

Hands down, Alien er, sammen med The Shining, en af de absolut bedste gyserfilm ever. Og at så samtidig også er en af de bedste sci-fi film ever, er jo blot the icing on the cake (tal dog lige dansk, mand)! Selvom man da godt kan mærke at den er ved at have en del år på bagen, fortjener den stadig seks stjerner 🙂

Læs mere om Alien på IMDb.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest