Joker
PUT ON A HAPPY FACE
Endelig en original originhistorie i DC’s superhelteunivers, for os som er godt og grundigt trætte af den tæppebombning med superheltefilm som vi er blevet udsat for siden årtusindeskiftet. Der er så ikke mere superhelteagtigt over Joker end der var over Christopher Nolans Batman Begins fra 2005, hvilket naturligvis gør filmen troværdig. Ikke overraskende, er der et par scener i disse to film der overlapper, set fra to diamentralt modsatte synsvinkler. Her i Imperial bliver Joker, som det eneste sted i Danmark, vist i analog 70 mm, som giver filmen lige præcis det rå og upolerede look som i den grad klæder en film der foregår på den tid og i det miljø. Det er absolut værd at bevæge sig til København for at få den oplevelse med.
New Y…, jeg mener Gotham i 1981. Byen er slidt ned og er på randen af konkurs. Arbejdløsheden er rekordhøj. Grafittien, mismodigheden og utrygheden breder sig. Arthur Fleck har flere psykiske diagnoser, herunder pseudobulbar affect. Han bor stadig hjemme hos sin syge mor og forsøger at tjene til dagen og vejen ved fx at optræde som hospitalsklovn og som trækplaster ved forskellige mindre butiksarrangementer og lignende lavstatusjobs. Hans store drøm er dog at blive stand-upper og at komme til at optræde i hans favorittalkshow som styres af Murray Franklin. Mon Arthur får chancen for at møde sit idol? Og hvad er han parat til at gøre for at nå dertil? Og hvor meget af det vi oplever sammen med Frank, foregår egentlig i virkeligheden?
JOKER – WE ARE ALL CLOWNS …
Hvor meget af filmen der rent faktisk foregår i det virkelige liv, er svært at vurdere. Cirka halvvejs inde i filmen, finder vi i hvert tilfælde ud af, at den postive del af Arthurs liv, udelukkende forgår i Arthurs hoved. Det er et emne der bliver livligt debatteret på Youtube i disse dage. Jeg er nok ikke helt klar til at komme med et kvalificeret bud på om noget af handlingen overhovedet foregår uden for Flecks hoved?!? Det kræver nok at jeg genser filmen et par gange 🙂
Den, på det her tidspunkt, meget unge Bruce Waynes far, Thomas, som er kandidat til borgmesterposten i Gotham, beskylder på TV alle byens fattige for at være klovne. Dermed sparker han til gløderne som sætter gang i oprøret mod de rige i Gotham. Et oprør som Arthur uforvarende, men til hans store fornøjelse, bliver ansigtet på, og inden længe ifører alle de underpriviligerede i Gotham City sig klovnemasker. Men på det her tidspunkt er Joker helt tabt for omverden, så måske man heller ikke kan regne med den del af filmen. Forvirret? Det vil du ikke være efter at have set filmen 4-5 gange … måske 😉
Cast & Crew
Joaquin Phoenix (Joker), som jo er en af dette årtusindes bedste method actors, leverer en pragtpræstation som, efter min mening, er et hak bedre end Heath Ledgers, i øvrigt fantastiske præstation, i The Dark Knight. Robert De Niro (Murray Franklin) spiller også kanon som talkshowværten der fatter interesse for Joker, og samtidig spinder en ende til King of Comedy og Taxi Driver, der, ligesom Joker, begge foregår omkring 1980, i et Goth…, jeg mener New York, på randen af opløsning, og med en hovedperson, altså De Niro, der er borderlinevanvittig.
Instruktøren Todd Philips, som vi bedst kender fra Tømmermænd-trilogien og Due Date, som er ganske fornuftige komedier, viser sig altså også at kunne skrue et thriller/drama sammen, som absolut er fra en af de allerøverste hylder. Ud over disse film, er hans CV ikke verden største.
Billede & Lyd
Billedsiden er superlækker, på den rå og ganske upolerede måde. Der er virkelig kastet penge i at få Gotham/New York til at se ud som om vi er blevet transmogriffet små fyrre år tilbage i tiden. Faktisk må det siges at være gjort med en øje for detaljen, som vi typisk ser i film fra Tarantinos hånd. Flot, flot, flot! Også de scener hvor Joker er alene med kameraet, er det lykkes fotografen at vise et billede på en mand på vej ud et det dybeste vanvid. Billedvinkler, Phoenix’ bevægelser og hans tics … det er næsten genialt.
Soundtracket til filmen er faktisk også flot. Grim, men passende støj, blandet med et hav af klassikere fra fx Frank Sinatra, Cream, Fred Astaire m.fl. Særligt skal Gary Glitters Rock Roll part 2, som bruges da Arthur Fleck på sin sært dansende facon, bevæger sig ned ad den lange stentrappe på vej mod det han håber bliver hans store aften, fremhæves. Den passer upassende godt til denne scene 🙂
Konklusion – JOKER
Joker er en fantastisk og meget mørk film. Joaquin er tæt på at være genial. Han kan vist godt begynde at finde en prominent plads på kaminhylden til den Oscarstatuette som han må modtage denne gang. Han har været nomineret tre gange før … nu er det hans tur! Joker får 5 klare stjerner!
Læs mere om Joker.
0 kommentarer