Level 42 – From Eternity to Here Tour

af | 2021-11-21 | Koncerter

TOOGFYRRE ÅR EFTER STARTEN …

Jeg havde godt nok en fornemmelse af, da jeg bestilte billetterne til Level 42 for over et år siden, at de var var blevet gamle … altså Mark King og de to andre tilbageværende originale medlemmer af bandet. Men til den lattterlige lave pris af cirka DKK 300 pr snude, synes jeg godt det kunne forsvares at jeg, langt om længe, fik sat hak ved dem … altså på listen over bands fra 60’erne, 70’erne og 80’erne jeg når at få set, før de dør 😉

Falkoner Salen på Frederiksberg, hvor koncerten skulle foregå, er blevet bygget om siden jeg sidst var der, det er godt 10 år siden, hvor jeg så John Cleese der. Så nu skulle den være bleve endnu mere multiarena-agtig, i et forsøg, formoder jeg, på at kunne konkurrere med Royal Arena, Royal Stage, K.B. Hallen og hvad de hedder allesammen. Det gav et lidt sært setup, synes jeg. Dem der sad ned, sad helt ekstremt højt oppe og langt tilbage, sammenlignet med os der stod nede lige foran scenen. Anyways, vi kom hurtigt ind, fik (summarisk) tjekket vores coronapas, billetter, fik afleveret vores tøj i garderoben og kom inde salen hvor koncerten startede 19:59 og sluttede præcis 100 minutter senere. Så ingen svinkeærinder eller pauser her.

… OG NU LIDT RUSTNE

Mark Kings stemme er ikke hvad den har været, men han kan helt sikkert stadig traktere sin guitar relativt ekvilibristisk. Det som jeg ikke helt føler passer ind i mit billede af Level 42 fra 80’erne, er de tre trompetspillende spillopmagere … erstatningen for syngepigerne, som jo ikke er comme il faut mere! Men disse trompetister var godt nok til tider noget belastende og malplaceret indslag i den koncert. Det virkede lidt for showpræget, stivbenet ganske vist, og i stil med André Rieu, og det magter jeg næsten ikke 🙁

CAST & CREW

Mark King er blevet 63 år og , som det sig næsten hør og bør, for men mænd der har rundet de 50, blevet småfed … ikke mindst i ansigtet. Så det er der sådan set ikke noget overraskende ved. Han er vel bare faldet i den velkendte  “jeg er en rigtig levemand”-fælden. En fælde jeg ikke er, og ikke kommer til, at falde i 🙂

BILLEDE & LYD

Musikken var høj, nærmende sig 110 dB, i følge mit watch. Og det er i og for sig ikke noget problem for mig, hvis lydsystemet i salen kunne følge med. Det kunne det så ikke, thi det var en noget ulden affære. Hvor man kun kunne følge med, fordi alle og enhver kender deres fem største hits til noget nær bevistløshed. Ved deres knapt så kendte sange, skulle man godt nok spidse øren, for at kunne fatte lyrikken.

Lysshowet var sådan set godt nok. Slet ikke på højde med Pet Shop Boys i Operaen for fem år siden, hvor der var dømt ren natklubstemning, men ganske fint. Selve showet på scenen, der var ikke noget bagscenehalløjsa, virkede sådan lidt The Three Stooges-agtigt, med de tre trompetister i centrum, så det kunne vi sådan set godt have undværet.

KONKLUSION – LEVEL 42 – FROM ETERNITY TO HERE

Jeg sidder lidt med følelsen af at koncerten kun var tre stjerner værd. Alligevel får de fire fornuftige stjerner, simpelthen fordi det sidder så meget fast i mit baghoved, at de, selvom vi kun snakker om fem store hits, sammen med PSB, Depeche Mode, Simple Minds, Wham m.m.fl., var en fast bestanddel af soundtracket til mine teenage- og ungdomsår.

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_greystar_grey

Læs mere om Level 42 her.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

seven + one =

Pin It on Pinterest