Dogs Don’t Wear Pants
HVIS MAN IKKE KAN KOMME SIG OVER SIN KONES DØD?
Cinemateket i Gothersgade er et godt valg hvis du gerne vil se smalle film, som kun sjældent bliver vist i mainstream-biograferne. Er du blevet sulten før eller efter filmen, kan det anbefales at smutte ind i Restaurant Sult i de tilstødende lokaler, og snuppe deres aftensbuffet, der fås til en yderste fornuftig pris. I denne buffet indgår fx små Big Kahuna-sliders og apple crumble samt mousserende og rødvin. Hvis du ikke er mæt og vederkvæget efter dit besøg der, er det din egen fejl. Denne gang så vi den finske Dogs don’t Wear Pants (Koirat eivät käytä housuja) før buffeten. Der var ikke mange til den sene eftermiddagsforestilling, men der var nu alligevel en del der sneg sig ind efter filmens start. Bemærk at man bliver forskånet for reklamer i den biograf, samtidig med at priserne er lavere end i mainstream-biograferne. En ren win-win 🙂
Kirurgen Juha har mistet sin kone i en drukneulykke. Flere år senere er han stadig følelsesløs og har svært ved at danne relationer … samtidig med at hans teenagedatter savner en rigtig far. Ved et absurd tilfælde støder han på Mona, en dominatrix, der tror at han er en kunde Det bliveret møde der vender Juhas liv 720°. Mona, som i øvrigt arbejder som handicaphjælper, når hun ikke er i sin dungeon, tror nemlig at han er en kunde der er til breath play, af den seriøse slags. Den nærdøds oplevelse som Mona giver ham, bringer i et kort sekund Juha tæt på hans kone igen. Juha er hooked og han bliver fast kunde hos Mona. Men samtidig med at han kommer tættere på sin afdøde hustru, kommer han endnu længere væk fra sin datter og den øvrige virkelighed.
BREATH PLAY & GOLDEN SHOWERS ER SVARET!
Jeg tror at den seneste finske film jeg så var Iron Sky, det var tilbage i 2012. Trods intentioner om det modsatte fik jeg aldrig set toeren. Dogs don’t Wear Pants er en ganske anden film, om et ganske andet emne. Mens førstnævnte var helt på månen, i bogstaveligste forstand, foregår sidstnævnte helt nede i kælderen … også i bogstaveligste forstand. Men begge to er voldsomt sorte komedier. Nogen vil sikkert finde ubehag ved breath play-scenerne og golden shower-scenen, mens andre vil lade sig tænde af dem … sådan er vi heldigvis så forskellige. Tand- og neglescenen er dog, i min verden, slet ikke rare at bevidne!
CAST & CREW
Jeg kan ligeså godt lægge kortene på bordet og indrømme at jeg ikke kender en eneste af de involverede i filmen, hverken fra castet eller crewet. Men de tre hovedpersoner, Pekka Strang (Juha), Krista Kosonen (Mona) og Ilona Huhta (Elli) spiller glimrende på den sædvanlige underspillede og dyste finske måde, hvor der skal graves lidt, før den sorte humor dukker op til overfladen.
Instruktøren, J-P Valkeapää, har været nomineret til flere filmpriser, både i Cannes og Venedig, og vandt fire Jussi’er (Finlands pendent til Oscar) for sin anden film, They Have Escaped (2014). Så et helt ubeskrevet blad er han ikke. Det må bare være mig der har sovet i timen 😉
BILLEDE & LYD
Der er ikke gjort det store krumspring for at lyd og billede til at gå op i højere enhed. Det er sådan ret meget lige på og hårdt … både på den ene og en anden måde, dog uden nogen egentlig nøgenhed. Jeg ved godt at der er lige så mange definitioner af hvad BDSm er som der er udøvere af det. Men jeg holder nu af den lidt mere delikate version, som den vi fx så i The Duke of Burgundy, med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen.
KONKLUSION – DOGS DON’T WEAR PANTS
Dogs don’t Wear Pants er næppe en film for det brede hr. og fru Leverpostej-publikum. Men som “sort med sort på”-humor, for den måske ikke helt uindviede, gør den det rimeligt godt. Den får fire små stjerner med på vejen.
Læs mere om Dogs don’t Wear Pants her.
0 kommentarer