Last Night in Soho

af | 2021-11-28 | Film

HAPPY HALLOWEEN, LOVEBIRDS!

Endnu en gang havde vi fundet vej til Moviehouse, ovenpå Experimentariet i Hellerup. Denne gang for at se Last Night in Soho. Det var aftenens sidste forestilling og, måske, delvis fordi at den tredje (delvise) Coronanedlukning var på trapperne, havde vi masser af plads i foyeren til indkøb af slik og Chai Latte og i sal 3 (med 50 lænestolepladser), hvor vi var de eneste der dukkede op. Så det var jo sådan set udmærket for os, men totalt uforståeligt …

Den introverte Eloise, som bor langt ud på landet, sammen med sin bedstemor, tager til London på et stipendium, for at læse til tøjdesigner. Et fag hun allerede hjemme i landsbyen viser stort talent for. Hun har fået plads på en kollegium, hvor hendes roommate, Jacosta, hurtigt viser sig ikke at være nogen god veninde. Heldigvis finder Eloise hurtigt et værelse med eget tekøkken og bad hos Ms Collins. Studiet kører på skinner og samtidig udviser afroengelske John stor intresse for Eloise. Det ser endelig ud til at hendes drøm om hvordan livet i London skal forme sig, er ved at gå i opfyldelse.

Altså lige indtil Eloise falder i søvn i hendes nye værelse … og vågner op i London anno 1965 (det var et godt år, thi det var det år jeg blev født) kort tid efter premieren på 007-filmen Thunderball, lige uden for den eksklusive natklub Café de Paris (som lukkede permanent den 21. december 2020, på grund af Corona, efter 97 år). På klubben møder hun den underskønne sangerinde in spe, Sandie, og den lettere lyssky Jack. De følgende nætter kommer Eloise tættere på både Sandie og Jack, hvilket kommer til at få voldsomme konsekvenser både i nutiden og i 60’ernes swinging London …

Last Night in Soho

YOU THOUGHT I DIED? IN A WAY, I DID MANY TIMES …

Vi kan vel godt kalde Last Night in Soho for en overnaturlig gyserfilm. Men lidt ligesom med The Shining, kan vi vel diskutere (til bevidstløshed) hvor meget af handlingen der foregår i hovedet på Eloise og hvor meget der foregår i en overnaturlig gyserverden samt hvor meget der foregår i den virkelige verden 🙂

En ting er sikkert, Edgar Wright får igen mulighed for at demonstrere mange af hans signaturteknikker, såsom “Texas Switching” (fx dansescenen på Café de Paris), “Mickey Mousing” (adskillige gange gennem hele filmen), “Creepy Twins” (se det første møde mellem Eloise og Sandie samt specialiteter som “Mondane Made Awesome”, “Foreshadowing” og  “Freeze Frame Bonus”. Sidstnævnte kræver generelt at man genser filmen i hjemmebiografen for at kunne opfanges 😉 Anyways, det er alle disse ting som er med til at gøre Wrights film værd at se … og gerne flere gange. 

CAST & CREW

De fem hovedkarakterer Eloise (Thomazin McKenzie), Sandie (Anya Taylor-Joy), Jack (Matt Smith), John (Michael Ajao) og Ms Collins (Diana Rigg) … som desværre døde sidste år, i en alder af 82, efter optagelserne til filmen var afsluttet, spiller til UG med kryds og slange. Det er en fin blanding af helt unge og de væsenligt ældre kræfter. Lidt ligesom Tarantino forstår at få det bedste ud af sit cast, lykkes den bedrift også for Edgar Wright. Det virker som om at skuespillerne simplethen har det sjovt under optagelserne til begger d’herrers film. Samtidig med at det utvivlsomt stiller store krav til skuespillerne, og crewet i øvrigt at fx så mange scener så muligt bliver lavet med praktiske effekter.

En Edgar Wright film, er blevet en film der, som det fx også gør sig gældende for Tarantino og Nolan, bare skal ses. Shaun of the Dead, Hot Fuzz og World’s End (de tre film går under Cornettotilogien) samt Baby Driver, har i hvert tilfælde været top-notch film. Og det samme gør sig gældende for Last Night in Soho.

BILLEDE & LYD

Musikken, hvoraf hovedparten er originale 60’er hits sidder naturligvis lige i skabet. Man havde vel ikke forventet andet af Wright, right? Downtown bliver dog sunget, i en langsom sensuel version, af Anya Taylor-Joy (Sandie). Og hun kan synge … og spille skuespil, samtidig med at kun ser uforskammet godt ud og helt sikkert ikke er tabt bag en vogn … og er lidt af en historienørd. Man skulle være 25 år yngre 😀 Det er så også her at den tidligere omtalte Mickey Mousing-effekt kommer i spil … i bogstavligste forstand.

Og Mickey Mousingen danner naturligvis også bro til klipningen og filmarbejdet i det hele taget. Det er tempofyldt, uden at det bliver for hektisk. Det er simpelthen for lækkert lavet. Det er en kendt sag, at Wright i fx Baby Driver indsatte ekstra frames i filmstrimlen, så billede og lyd kom i perfekt sync i forhold til MM-effekten … det gør han også i denne film. Dette er noget man skal se filmen, mere eller mindre, frame for frame for at opdage. Det er filmnørderi/kunst af allerhøjeste klasse. I love it <3

KONKLUSION – LAST NIGHT IN SOHO

Last Night in Soho er helt klart i top fem i Edgars produktion til dato 😉 Hans næste film skulle blive en genindspilning af Stephen Kings novelle The Running Man (1987). Det havde været federe med noget originalt eller måske en Baby Driver 2. Men måske Edgar er manden der kan lave et nyt og bedre take af The Running ManLast Night in Soho får, med sine lige knap 100 minutters fremragende underholdning, fire uhyggeligt store stjerner.

star_fullstar_fullstar_fullstar_fullstar_greystar_grey

Læs mere om Last Night in Soho her.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest