Small Town Killers

Stor filmkunst? Nej! Klichefyldt? Ja! Ekstremt plat? Ja! Er Nibenitterne, den russiske lejemorder og den engelske ditto, voldsomt karrikerede? Ja! Er herlighederne lårklaskende-, tårespringende- og bare sindssvagt morsomme, på den totalt upassende og komplet politisk ukorrekte måde? Stort ja!

Ib og Edward er to ganske almindelige håndværkere i Nibe. De er gift med Gritt og Ingrid, som er to ganske almindelige hjemmeløbende husfruer. Ib og Edward føler ikke at de får nok sex i deres ægteskaber, og Gritt og Ingrid er heller ikke alt for begejstrede. En aften, efter en mindeværdig middag på den lokale kro, beslutter Ib og Edward sig for at de vil skilles fra deres koner. De finder byens billigste advokat på Pricerunner, og han beregner at det vil komme til at koste 2,5 af de rigtigt lange, pr. mand at blive skilt. Selv om de to driftige herrer har tjent godt med penge, primært sort naturligvis, synes de nu ikke at de er parate til at give deres kommende ekskoner, så mange penge i en skilsmisse. Så hvad gør man så, hvis man er en nærig jyde? Man hyrer naturligvis, i en kraftig brandert, en russisk lejemorder, til at rydde konerne af vejen. Herefter går alt hvad der kan gå galt, naturligvis galt!

Nicolas Bro, som fejlede fælt i efterårets Flugten over sundet, klarer den noget bedre som Ib her i Dræberne fra Nibe. Komedier er hans gebet. Jeg styrer, så vidt det er muligt, uden om hans dramtisk roller, thi her fejler han ofte. I den her film, viser han igen stort talent for den sproglige humor, specielt når han folder sig ud som en filmisk pendant til TV-2’s Peter Ingeman. Det er fandeme for sjovt. Ulrich Thomsen, som i modsætning til Nicolas, er en bedre all-round-skuespiller, han var fx. glimrende i Festen, fungerer glimrende som Edward. Men han når dog ikke helt samme niveau som Nicolas, som altså også er sublim fx. når hans temmeligt omfangsrige krop, kaster sig ud i fysisk humor.

Mia Lyhne og Lena Maria Christensen, som spiller Gritt og Ingrid, er to skuespillerinder som jeg stort set intet kender til. Altså, jeg kender til deres eksistens, og har da også set et par af de film og TV-produktioner som de har medvirket i. Men noget stort indtryk har de altså ikke gjort. Dybest set er de vel også det svageste punkt i Dræberne fra Nibe. Langt større indtryk gør Ole Thestrup, som, trods det at han kun er med i filmen i få minutter, fungerer glimrende som den skøre men smarte advokat. Engelske Gwen Taylor (Miss. Nippleworthy) og polske Marcin Dorocinski (Igor Ladpolny) derimod, er helt fantastiske som de to lejemordere. Hæmningsløse og ustyrligt voldlige, det er lige før at de stjæler billedet. Hold kæft de er sjove, på den absurde måde.

Klipning og musik … tja, jeg lagde sandt og sige ikke rigtigt mærke til det! Jeg havde nok at gøre med at kleenexe latterens tårer væk fra øjnene, til at være opmærksom på disse trivialiteter. Men klipningen var vistnok tæt og hurtig, uden at være noget særligt. Og musik … ja, der var musik 🙂 Ole Bornedal kan et eller med at lave film der bare fungerer, uden egentlig at være noget særligt. Dræberne fra Nibe når, uden sammenligning i øvrigt, ikke hans bedste film Nattevagten til sokkeholderne, men mindre kan også gøre det.

Der kan gå flere år mellem at jeg rent faktisk græder af grin i biografen. Det skete i selskab med Dræberne fra Nibe og et lille men veloplagt publikum i Dagmar Teateret. Flere gange blev det så ustyrligt morsomt og samtidig hændervridende pinligt, på den absolut mest platte måde, at jeg simpelthen måtte overgive mig. Det skal der edderbukme også være plads til en gang imellem. Bare at koble hjerne fra og flyde med i de vandvittige hændelser på lærredet. Hvis man forventer sofistikeret humor, på et højt kulturelt niveau, så bliver man skuffet. Hvis ikke, så er der risiko for at man får sig et godt grin og garanteret ikke keder sig i et eneste sekund af 90 minutter filmen varer. Dræberne fra Nibe får fire fine stjerner.

Læs mere om Dræberne fra Nibe på IMDb.