Nocturnal Animals
Nogle dybt god-nat-dyr …
Susan, som er et rigtigt natdyr, bestyrer et kunstgalleri af den avancerede og men meget populære slags. Så meget ved vi allerede efter titelsekvensen i Nocturnal Animals. Susan er gift på 20. år med den noget glatte, og ikke særligt succesfulde Hutton Morrow, som vistnok har noget kørende med en eller flere andre kvinder. En dag modtager Susan en roman, som hendes tidligere mand Edward har skrevet. Romanen er stort set klar til udgivelse, men af ikke helt klare årsager, vil han gerne have sin tidligere kone til at gennemlæse den, før han udgiver den. Da Susans mand er taget til New York på “forretningsrejse”, beslutter Susan sig for at give sig i kast med bogen. Susan er ikke nået ret mange sider ind i romanen, før end hun er blevet opslugt af den foruroligende historie …
Nocturnal Animals er nærmest en historie i en historie i en historie! Der bliver sprunget let, elegant og ofte mellem de forskellige historier og i tiden. Da der samtidig er et vist sammenfald mellem personerne historierne imellem, kan man godt undervejs miste orienteringen en smule. Men det er dog ikke værre end som så. Her er mit spørgsmål så, har instruktøren Tom Ford lavet en lettere underlig historie blot for underlighedens skyld? Eller er der en dybere mening den tre lags-dybe historie? Der må næsten være et eller andet jeg har misset! Nogle “skjulte” symboler i kunstværkerne i Susans galleri måske? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på at en dygtig psykolog kan få noget mere ud af historien end jeg umiddelbart kan. At Susan ikke er nogen lykkelig person er åbenbart, men hvorfor, hvordan og hvorledes, kan jeg ikke gennemskue. Måske jeg burde se filmen igen … det er jeg så ikke sikker på at jeg orker lige med det første 😉
Egentlig synes jeg at Amy Adams, som vi jo senest så i den glimrende Arrival, også leverer en fin præsentation her. Hun er en meget cool, grænsende til decideret kold, og egentlig ikke uinteressant kvinde. Jake Gyllehaal, som leverede en fantastisk præsentation i Nightcrawler, fungerer også fint i sin dobbeltrolle, både som Susans tidligere mand og som en af karakterererne, i hvert tilfælde som Susan læser bogen, i hans roman. Fælles for dem begge, og faktisk hele det øvrige cast, er dog at de virker sært distancerede overfor de ting de oplever … Igen, det kan være at forfatteren af Nocturnal Animals Austin Wright og manuskriptforfatteren, som interessant nok også er instruktøren Tom Ford, har en dybere og lettere højpandet intellektuel idé med dette. Som så igen går over mit hoved 🙂
Filmen er godt klippet sammen. Det er uden de store falbelader, og samtidig lavet på en måde hvor man ikke bliver irriteret af de konstante spring i historie/virkeligheder og tid. En ting som generede mine øren en kende var, at sound tracket var reduceret til et par spredte, men afdæmpede violinriff, med MEGET langt imellem. Altså, der er lange perioder af filmen hvor der er nærmest dødsensstille, på den absolut ufede måde. En larmende stilhed, kan man sige, som i det her tilfælde var medvirkende til at Nocturnal Animals faldt lidt sammen for mig.
Som antydet, er jeg slet ikke oppe at ringe over Nocturnal Animals i samme grad som mange andre anmeldere. Alligevel går de knap 120 minutter okay hurtigt, så måske rammer filmen et eller andet i min underbevidsthed, som jeg endnu ikke kan sætte ord på hvad er 😀 Filmens stemning og skuespillet er glimrende, men jeg sad alligevel i biografsalen og manglede et eller andet “forløsende”! Nocturnal Animals får tre fine stjerner.
Læs mere om Nocturnal Animals på IMDb.
0 kommentarer