Romance og moralboosts under blitzen

Their Finest Hour, som den danske titel, med vanlig dansk elegance, er blevet til (den hedder blot Their Finest på originalsproget …), er instrueret af danske Lone Scherfig, som står bag film som An Education, Italiensk for begyndere og Wilbur begår selvmord. Film som jeg blankt må erkende, at jeg ikke har set en eneste af. Når jeg alligevel valgte at gå ind og se Their Finest Hour, skyldtes det, det glimrende cast, historien og traileren samt det faktum at jeg fik chancen for at se filmen 3½ uge før premieren i DK og at jeg fik billetterne til halv pris 🙂

Vi befinder os i London i starten af anden verdenskrig. Catrin får et job i krigsministeriet, hvor hun sammen med nogle garvede filmfolk skal lave en propagandafilm, som skal være med til at booste det engelske folks moral. Catrin og hendes kæreste, er flyttet fra Wales til London, da de mener at der er flere muligheder for dem der. De sidder hårdt i det, og truslen om at de måske er tvunget til at flytte tilbage til Wales, hænger over deres hoveder. Alligvel er kæresten ikke glad for at Catrin begynder at tjene sine egne penge, og dermed kan betale deres husleje. Selvom instruktøren bag filmen er eksentrisk og filmens stjerne er aldrende spradebasse, lykkes de alligevel Catrin og de andre på holdet der skriver manuskriptet, at få arbejdet til at skride fremad …

Bill Nighy (The Second Best Marigold Hotel, Pride) som aldrig fejler og dejlige Gemma Artherton (Tamara Drewe), var de to navne der i første omgang trak mig af huse og ind at se Their Finest Hour. Men fantastiske skuespillere som Eddie Marsan (Sherlock Holmes: A Game of Shadows og TV-serien River samt den kommende Atomic Blonde) og Richard E Grant (The Iron Lady) som alle spiller glimrende i filmen, var med til at trække mig i biografen. De spiller alle meget engelsk og meget underspillet. Desværre næsten så underspillet, at det bliver borderline kedeligt.

Filmen som er lavet af BBC Films og The Welch Government (samt 8-10 andre produktionselskaber) lider, i mine øjne, under at den er lavet på et lidt for skrabet budget. Altså, nu er det jo en film der handler om at lave en film. Og propagandafilmen som bliver lavet, skal virke low-budget, og det gør den helt sikkert også. Det er også medvirkende til det muntre tone som Their Finest Hour holder, selvom emnet jo lang fra er til at grine af, som sådan. Problemet opstår fx. når Catrin i starten af filmen, bevæger sig gennem London, og byen bliver ramt af en af tyskernes bomber. Så virker det desværre alt for lidt beskidt og udramatisk. Jeg ved godt at London blev bombet dag efter dag i månedsvis, men jeg nægter at tro at det blev så meget dagligdag, som Catrins reaktion antyder …

Vi så filmen i Grand Teateret, som ofte viser de smallere og lidt mere specielle film. Her i sal 3, hvor jeg før har haft store filmoplevelser, som fx. Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance) og El espinazo del Diablo, var lyden denne aften temmelig ringe. Det virkede som om at castet stod inde i lærredet, med ryggen til publikum og hviskede til hinanden. Om det så var filmens eller Grand Teaterets skyld, skal jeg ikke kunne sige. Men lidt irriterende var det da. I hvert tilfælde virkede lydsiden lidt lige som billedssiden, altså som noget der ikke var kastet de store summer efter. Med det rette cast, behøver en film absolut ikke at have det store budget for at være god. Men der åbenbart grænser for hvor billigt man kan lave en troværdig film.

Trods de gode intentioner og det fine skuespil, tændte Their Finest Hour mig ikke rigtigt, og 117 minutter, føltes lige langt nok. Bedre held næste gang, Lone Sherfig. Their Finest Hour har premiere den 04. maj herhjemme, og den redder lige akkurat 3 hæderlige stjerner med på vejen.

Læs mere om Their Finest Hour på IMDb.