Husk 5-6 % salt i vandet …

Jeg har altid, det vil sige i de cirka 15 år jeg har kendt til hans eksistens, været pænt vild med Guillermo del Toros film. The Devil’s Backbone, Hellboy og Pan’s Labyrinth er alle i toppen af poppen, når vi snakker film fra de første 5-6 år i indeværende årtusinde. I de senere år er del Toro desværre gået lidt på autopilot, og har ikke været så nyskabende som før. Den frygtlige Pacific Rim er er pinefuldt bevis på det. Guillermo er god til det sært eventyrlige og de underligt skæve eksistenser/monstre. I Pacific Rim går han helt “Transformers”, og det klæder ham absolut ikke. Måske The Shape of Water er filmen der får ham tilbage på sporet … det må vi se på 🙂

Den stumme Elisa arbejder som rengøringsassistent i statens rumforskningsinstitut i slutningen af 1950’erne. En periode som var præget af kommunistforskrækkelse, et forkvaklet syn på afroamerikanere, homoseksuelle og andre der skilte sig lidt ud fra mængden a.k.a. McCarthyismen, som var endnu en mørk periode i USA’s historie. En aften da Elisa og hendes kollega Zelda påbegynder deres midnatsskifte, ankommer også en stor metalcylinder til instituttet. Den nysgerrige Elisa finder hurtigt ud af af cylinderen indeholder et undervandsmonster af en art. Elisas nyfigenhed tager overhånd og hun får hurtigt skabt en bånd til skabningen, som tilsyneladende er fundet i Brasilien. Dette sker naturligvis uden instituttets viden og uden at den nye brutale sikkerhedschef Strickland helt fatter hvad der sker. Russerne vil naturligvis også gerne have fat i undervandsvæsenet og snart må Elisa og Zelda handle …

The Shape of Water – kærlighed og koldkrig

Milløet som The Shape of Water foregår i giver mindelser om miljøet som den Hellboy foregik i. Altså, vi befinder os den virkelige verden … eller gør vi? Dineren, biografen, bilerne og bygningerne ligner noget vi har set før, i amerikanske film som foregår sidst i halvtredserne. Og så alligevel ikke helt? Det virker mest som om vi befinder os i et parallelt univers, som ikke er så langt fra virkelighedens. Et univers som giver plads til eventyr og monstre, dog uden at det på noget tidspunkt kommer til at virke alt for åndet, selv om der er et par gange, specielt i en drømmesekvens, hvor jeg er lige ved at stå af. Heldigvis er dette intermezzo ikke længere, end at det er lige til at holde ud.

Begge filmens to stærke damer Elisa (Sally Hawkins) og Zelda (Octavia Spencer) spiller til UG. De glider begge to ind i deres respektive roller som om de virkelig er deres to karakterer. De fortjener at få Oscaren for bedste kvindelige hoverolle henholdsvis bedste kvindelige birolle. Giles (Richard Jenkins) som spiller Elisas overordentligt gode nabo og samtidig er filmens fortællerstemme, Dr. Hoffstetler (Michael Stuhlbarg) forskeren som vist ikke helt er det han giver sig ud for samt Richard (Michael Shannon) den skånselsløse sikkerhedschef spiller også alle tre røven ud af bukserne.

Som antydet ovenfor har Guillermo del Toro sat barren højt for sig selv. Selv om The Shape of Water er en glimrende film, lever den desværre ikke op til det høje niveau fra The Devil’s Backbone og Pan’s Labyrinth. Mindre kan naturligvis også gøre det. Jeg sad bare med håbet om at denne film ville den der bragte del Toro helt frem i forreste række, men sådan skulle det altså ikke være. Lidt flere monstre, lidt mere mystik, lidt flere thrills næste gang, Guillermo, please!

Musikken i The Shape of Water er glimrende. Valget af franske Edith Piaf-style folkesange, kan synes en anelse bizart, men det passer på magisk vis ind i filmens eventyrlige univers. Lydeffekterne når vi møder vandmonsteret, specielt første gang, virker i mine øren totalt overdrevne. Lidt som om lydmikseren har fået lidt for frie hænder til at gå amok … lidt underligt! Klipningen giver filmen en let og legende indtryk … det gælder sådan set både ved scener der skal virke lette men også ved scener der ikke umiddelbart skal. Men pyt med det, det virker godt. Hvad der derimod irriterer mit øje, specielt når man sidder foran Imperials fantastiske lærred, er at formatet på filmen er noget der minder om 16:9. Der er måske en idé bag dette formatvalg, men mig irriterer det bare … i hvert tilfælde de første 15-20 minutter, indtil man “glemmer” det.

Konklusion – The Shape of Water

Der kan siges mange gode ting om The Shape of Water, men også et par dårlige. Alt i alt en fin lille film, som dog ikke får mig op i det havblå-grønne felt. Dertil er der lige en snas for meget romantik og musicaltakter over filmen. Men stilistisk og stemningsmæssigt er der ikke noget at komme efter. Skal vi snakke Oscaren for årets bedste film, og det skal vi jo nu hvor der kun er en uge til at det sker, er jeg lidt i vildrede. Jeg håber stadig, nok lidt naivt, på Dunkirk. Men mon ikke det bliver Three Billboards Outside Ebbing, Missouri, der vinder den Oscar? Anyways, The Shape of Water får fire flotte stjerner.

Læs mere om The Shape of Water på IMDb.