Mission: Impossible – Fallout
Realisme og selvfedme …
Det virker som om at man, i et vist omfang, går efter (relativ) realisme og Cruise-selvfedme her i Mission: Impossible – Fallout, fremfor gadgets. Bevares, vi har stadigvæk de nærmest ikoniske latexmasker og andet gejl, men de rå slåskampe og realistiske, sådan da, bil/motorcykel/helikopterjagter er helt klart prioriteret i denne sjette udgave af M:I. Som en sidenote skal jeg indskyde, at det er en dårlig idé at gå i Imperial på årets næstvarmeste dag. Der var svinehedt i salen. Hvis en air-con forefindes i salen, er den i hvert tilfælde voldsomt underdimensioneret. Anyways, det var forpremieredagen, så jeg var næsten pisket til at tage derind 🙂
Mission: Impossible – Fallout forsætter mere eller mindre hvor Mission: Impossible: Rogue Nation slap. Det skal jeg ikke gå for meget ind i her. Se den evt. på TV 2 her i weekenden, hvis du vil bringes up-to-date. Anyways, M:I-teamet møder den skrupelløse danske våbenhandler “The European” spillet af Caspar Phillipson, i en af Londons skumle tunneller. Her skal de købe noget plutonium til tre bomber, før end Solomon Lane og hans rouge nation får fat på det. Naturligvis blander Lanes folk sig i handlen, som går helt galt og pludselig er plutoniumet væk. Det skal findes ASAP. Desværre blander CIA og præsidenten sig, og Ethan Hunt bliver tvunget til at tage en ny mand (August Walker) med på jagten, som primært går gennem Paris og Londons gader samt Kashmirs luftrum …
Mission: Impossible – Fallout – Paris, London … Kashmir
Mission: Impossible – Fallout er en tour de force ud I selvfedme, Tom Cruise-style. Tom var kanon i gamle dage (Top Gun, Days of Thunder, Minority Report, Valkyrie og Edge of Tomorrow, for bare at nævne en håndfuld) og også i de første M.I-film, men jeg tror desværre at alt det Scientology-snot, har smadret hans hjerne. Han kommer mere og mere til at ligne ham der David Miscavige, som jo er den altdominerende figur inden for det vandvidsforetagende. De er i hvert tilfælde begge to lige rablende gale. Jeg har stadig set hans film, men kvaliteten er dalet indenfor de senere år. Måske han lægger an til at blive en endnu større mand indenfor Scientology.
Tom spiller som vi kender ham, med intensitet og stålsatte øjne. Det virkede en gang, nu er han bare ved at udvikle sig til lidt af en parodi på sig selv. Bevares, det er da cool nok at han, åbenbart, laver sine stunts selv. Det er helt sikkert med til af tilføje filmen en skær af autenticitet. En ting der slog mig, er han begynder at virke gammel, og han er altså kun tre år ældre end mig … og jeg er stadig ung 🙂 De fleste andre i castet, som vi efterhånden kender lige så godt som Ethan; Ving Rhames, Simon Pegg, Rebecca Ferguson, Angela Bassett og Alec Baldwin performer fint nok, men altså hverken værre eller bedre end de plejer. Den nye mand på holdet, August Walker (Henry Cavill), imponerer ikke denne gang.
Christopher McQuarrie instruerede også Mission: Impossible – Rouge Nation og har lavet screenplayet til flere af Cruises seneste film samt til den fantastisk The Usual Suspects. Kvaliteten her i Impossible: Mission – Fallout er desværre lidt for svingende, specielt den midterste halvdel falder lidt sammen, til at man rigtigt er imponeret over dette værk.
Det der næææsten redder Impossible: Mission – Fallout, er helt sikkert de første 30 minutter i Paris og specielt de sidste 40 minutter i Kashmir, minus de allersidste 3-4 minutter, som er er opkastprovokerede sentimentale. Men helikopterjagten og den simultant foregående slåskamp, er sindssygt flot orkestreret. Det er ren honning for sanserne, thi både billederne og lyden er for lækker.
Konklusion – Mission: Impossible – Fallout
Dette sjette kapitel af Mission: Impossible-sagaen er langt … også for langt med sine næsten 2½ timer. De første 30 og de sidste 40 minutter er fede, men de midterste 80 er tamme og til tider decideret søvnprovokerende at komme igennem. Mission: Impossible – Fallout når lige akkurat op på fire små stjerner. Filmen har premiere den 02. august 2018.
Læs mere om Mission: Impossible – Fallout på IMDb.
0 kommentarer