KAN MAN HAVE FIDUS TIL EN PERSON DER HEDDER THEIS SNAP …

Årets anden biograffilm, det lyder helt åndssvagt at sige det her ultimo maj, blev Marco Effekten i MovieHouse i Hellerup. Vi nappede en forpremiere, som blev introduceret af Anders Matthesen og Jarl Friis-Mikkelsen, som leverede 15 minutters fin opvarmning til filmen. Sal 2 var fyldt til randen … altså så fyldt som den nu kan være under de nugældende COVID-19-restriktioner. Filmen blev så vist forskudt i to sale, således at Anders og Jarl kunne nå at varme op begge steder. Som det ofte gør sig gældende ved disse forpremierer blev vi, ud over Dolby Atmos-jinglen, forskånet for rekvalmer 😉

Efter en, mildest talt, kedelig hændelse, bliver Carl Mørck sendt på seks ugers orlov, før filmen overhovedet er startet rigtigt. Efter to uger stiller han op på chefens kontor og melder sig klar, og fortæller at det går godt hos psykologen (som han aldrig har mødt). Så alt er, mere eller mindre, som sædvanligt i Afdeling Q. Den første sag som Assad og Rose synes de skal se på, handler om en forsvunden børnemishandler, der arbejdede hos udenrigsministeriet. Sagen er bare ikke så simpel som den umiddelbart ser ud, da det viser sig at  der er langt større kræfter end som så indblandet i sagen … og ikke mindst store summer fra ulandsbistanden der åbenbart er forsvundet ned i et sort hul …

… OG SAMTIDIG KONSTANT SVEDER SOM ET SVIN?

Det er svært ikke at sammenligne Niclas Lie Kaas’ version af Carl Mørch og Ulrich Thomsens version af samme. Kaas’ Mørch er deprim, mens Thomsens Mørch er seriøst deprim. Så er det på plads! Så er der skåret kraftigt ned på den humoristiske pingpong mellem Mørch og Assad. På mange måder virker denne femte film i serien mere realistisk, men måske også en tand for realistisk … men også kun en tand. Begge versioner af Mørch kan noget, men hvem er den bedste? Kaas fik fire film til at pudse sin version af, og den fjerde film var Kaas’ bedste. Derfor mener jeg ikke at jeg helt kan afgøre det spørgsmål endnu 😉

CAST & CREW

Jeg synes faktisk at alle i castet spiller godt, uden at nogen af dem shiner … og uden at nogen overstråler andre. Skal nogen fremhæves, må det være to af antagonisterne; Caspar Phillipson og Anders Matthesen. Ja, sidstnævnte kan godt klare en relativt stor rolle, uden at smide en joke, selv om man sidder og næsten forventer en komisk svada af en art 😀

Martin Zandfliet, som jeg bedst kender fra den glimrende Under Sandet, har instrueret dette femte kapitel i sagaen om Afdeling Q. Filmisk når den ikke Under Sandet til sokkeholderne … i hvert tilfælde ikke før vi når til den sidste tredjedel, hvor tingene pludselig går ret stærkt. Jeg kan godt lide når tingene går stærkt, men jeg fatter ikke helt hvorfor handlingen ikke er spredt mere ud over hele filmen, thi der er døde perioder i de to første tredjedele. Jeg har ikke læst bogen, men jeg hører i min ørechokladebolle, at der sker en masse i bogen som man skøjter perifært over i filmen … eller helt glemmer.

BILLEDE & LYD

Specielt de første totredjedele af filmen er så fuld af close-ups, shaky-cam-scener og grainy-ness, at man føler sig hensat til de gode gamle dogmedage for 20+ år siden. Det er absolut ikke positivt ment, det er simpelthen for overdrevet. En del af underlægningsmusikken virker ret så generisk og stock music-agtig. Det virkede en anelse billigt på mig. Dog må det siges, at Saveus (Martin Hedegaard, den første X-factorvinder), har skruet en ret så catchy intro- og outtrosang (TRAITORS) sammen. Måske Saveus har scoret for stor en del af filmens musikbudget?

KONKLUSION – MARCO EFFEKTEN

Marco Effekten når ikke helt op på niveau med Journal 64, som så også var den hidtil bedste i sagaen, og samtidig den sidste film før Nordisk Film overtog tøjlerne efter Zentropa, vistnok efter et kraftigt vink med en vognstang fra Jussi Adler-Olsens side. Spørgsmået er om det var en god idé. Det kan kun tiden, og mindst en film mere, vise. Anyways, denne femte film kan, isoleret set, ikke få mere end fire gennemsnitlige stjerner.

Læs mere om Marco Effekten på IMDb.