The Six Thatchers

af | jan 4, 2017 | Film

Hvem er Margaret Thatcher?

Endelig er vi nået til første afsnit af fjerde sæson af Sherlock, med undertitlen The Six Thatchers. Det er så kun det 11. afsnit i denne fantastiske serie som begyndte tilbage i 2010. Det er voldsomt frustrerende at der bliver lavet så få afsnit, men samtidig viser det, synes jeg, at der i den grad bliver kælet for hver eneste minut af Sherlock. The Six Thatchers er bestemt et bevis på dette, thi var har endnu en gang at gøre med et fantastisk afsnit. Problemet er naturligvis også, at Benedict Comberbatch er blevet så populær siden han begyndte som Sherlock. Hans seneste hovedrolle som Doctor Strange, var da også en fem-stjernet oplevelse. Ja, jeg er så godt klar over at Sherlock er en TV-serie, og dermed strengt taget ikke hører til i denne blog. Lige som for præcis et år siden da The Abominable Bride blev vist, tillader jeg mig at gøre en undtagelse!

Nå, men Sherlock er i The Six Thatchers endnu mere manisk, arrogant og sarkastisk end han hidtil har været … og det siger ikke så lidt! Samtidig har han bevaret sin humoristiske sans, som han af og til øser ud over dem der, efter hans mening, har gjort sig fortjent til det. Et eksempel på det, er i en scene hvor Sherlock fortæller Mary Morstan, som har været frivilligt forsvundet, hvorledes han fandt hende, selv om hun har gjort alt hvad hun kunne for at slette alle sine spor. Her bruger han hele repertoiret; manien, arrogancen og til slut humoren … det er så fedt lavet! Og ja, Mary er en langt mere handelkraftig kvinde end vi hidtil har vidst. Ikke alene får hun og John deres første barn, men hun viser sig at have en yderst kulørt fortid, som så altså kommer til at forfølge hende i dette afsnit.

The Six Thatchers

Som sædvanligt er Sherlock fyldt med mange informationer, ikke alene i det der bliver sagt, men også ved de SMS- og Twitter-beskeder, der konstant popper op på skærmen. Sherlock mener jo, langt hen ad vejen, at SMS-beskeder er mere effektive end verbal kommunikation. Og indholdet af disse beskeder skal vi som seere naturligvis delagtiggøres i, også selv om det kræver at man ser The Six Thatchers 2-3 gange, for at nå at få det hele med 🙂

Alle i castet leverer som sædvanligt varen. Benedict Cumberbatch (Sherlock), Mark Gatiss (Mycroft) og Amanda Abbington (Mary) fungerer som altid fantastisk i deres respektive roller. Måske Martin Freeman (Watson) og Rupert Graves (Lestrade) ikke helt når at få vist hvad de duer til denne gang, thi det er de tre førstnævnte der i den grad kører med klatten i The Six Thatchers. Mark Gatiss har i øvrigt også skrevet dette afsnit … sammen med Sir. Arthur Conan Doyle, forstås :D. Jeg vidste ikke at han også kunne magte den opgave. Det ved jeg så nu.

Uden over den megen tekstinformation der popper op på skærmen, er der også nogle særegne akronymer samt Sherlocks underfundige deduktioner man som seer skal forholde sig til. Jeg ved at der er nogle, også umiddelbart engelskstærke, personer der ikke er vilde med Sherlock i Cumberbatchs udgave. De mener at det er for forvirrende og der er for meget der skal holdes styr på … de fanger kort sagt ikke hvad det hele går ud på. Se det fatter jeg jo ikke i bjælde af, thi jeg synes helt klart at Sherlock stadig er tiernes bedste TV-serie … by far. Der er så mange små skæve indfald, skjulte beskeder, underlige indfald og vandvittige kriminelle personager, at jeg kun kan elske den serie. Og ja, Professor James Moriarty, Sherlocks mest udspekulerede modstander, spøger stadig i kulissen. Men er han da ikke død? Jo, det er han da …

Afsnittet blev først vist på BBC søndag den 01. januar 2107, men jeg regner med at det bliver sendt på DR3 inden længe. Ellers kan jeg anbefale at nappe et abonnement på Netflix, hvor afsnittet allerede kan ses, sammen med alle de gamle! En del (amerikanere) klager over The Six Thatchers er for kompliceret og usammenhængende samt at det handler for meget om Mary (Watson) Morstan. Well, afsnittet er langt mere kompliceret at følge med i end et afsnit af Under The Dome, eller et tilfældigt afsnit af de 117 andre amerikanske metervare-serier. Og ja, Mary har en meget stor aktie i afsnittet, og er en af driverne der gør afsnittet til det måske mørkeste hidtil. The Six Thatchers får fem stjerner.

starstarstarstarstarstar empty

Læs mere om Sherlock: The Six Thatchers på IMDb.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest