A Quiet Place
Må jeg bede om absolut stilhed!
Gyserfilm har sjældent min store interesse. Der er simplethen lavet for mange platte og ustyrligt ringe af slagsen. Er der blandet lidt absurd humor, som i The World’s End eller ekstrem splat, som i Planet Terror eller endnu bedre, seriøs sci-fi, som i Alien, så er det straks en helt anden sag. I A Quiet Place er der blandet en af disse ingredienser ind i filmen, se den og find selv ud af hvilken, som gør filmen absolut seværdig.
Vi møder familien Abbott, far, mor og tre børn, mens de øjensynligt er ved at plyndre et supermarked. De kommunikerer med hinanden ved hjælp af tegnsprog, fagter og få yderst lavmælte kommandoer. Man fornemmer en yderst intens og trykket stemning. Familiens yngste dreng er meget interesseret i at få fat på en model af en rumfærge, som står på en af de øverste hylder. I sine bestræbelser på at få fat på legetøjet, kommer han til at vælte det ned fra hylden. Men lige før det rammer gulvet griber hans storesøster det. Katastrofen, som vi instinktivt forventer er ved at ske, undgåes … denne gang. Et par minutter senere er familien på vej over en bro. Lillebroderen som alligevel har fået sat batterier i legetøjet, aktiverer dette. En handling som han skal komme til at fortryde, omend kun i et ½ sekund …
A Quiet Place – kunsten af holde mund
Det oprindelige manus indeholdt kun én linje dialog. Helt så tavs har Krasinski ikke kunnet gøre filmen, men det er tæt på. Et spørgsmål der trænger sig på er, hvorfor Lee (Krasinski) har gjort Evelyn (Blunt) gravid? Filmen foregår 500-et-eller-andet dage efter “angrebet”, og derfor burde de vide hvilke udfordringer en nyfødt baby ville kunne påføre familien. Okay, en mindre anke måske, men alligevel! Hvad der derimod er lækkert, er at vi får så godt som intet at vide om hvad der rent faktisk er sket. Vi må selv prøve at stykke nogle spor sammen, ud fra nogle avisklip vi ser på en opslagstavle samt nogle få notater hist og her, samt naturligvis ud fra familien Abbotts handlinger.
Emily Blunt, som spiller Evelyn Abbott, er en skuespiller der sjældent fejler, men på den anden side er hendes præstationer sjældent nogle der får en helt frem i sædet. Her i A Quiet Place er det dog tæt på (at vi kommer helt frem i sædet) et par gange. Og hun var da ganske glimrende i både Edge of Tomorrow, Sicario og The Girl on the Train. Datteren Regan (Millicent Simmonds), som nok, på flere planer, er filmens skarpeste karakter, er rent faktisk døv i virkeligheden, som hun er det i filmen. Og hun er også i virkeligheden udstyret med et cochlear implant, som viser sig at være uhyre vigtigt for handlingen …
John Krasinski som spiller Evelyns mand i filmen, og samtidig er instruktør på A Quiet Place er også er også gift med Emily Blunt i virkeligheden. Det bliver i familen kan man sige. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke rigtigt kender til hans tidligere arbejde, hverken som skuespiller eller instruktør. Skal jeg give ham et råd, så er det at han skal holde sig til instruktørgerningen, og lade sin bedre halvdel om skuespilleriet!
Danske Charlotte Bruus Christensen, som også stod bag kameraet i The Girl on the Train og Jagten har filmet. Det gør hun glimrende. Hun har i hvert tilfælde styr på det der med at give folk de klassiske “spjæt-i-biografsædet”-chok. Den slags bider desværre ikke rigtigt på mig mere, men det er sjovt at observere andre folks, herunder min biografmakker denne aften, pludselige og ukontrollable spjæt 😀
Lyden, eller rettere manglen på samme, er naturligvis omdrejningspunktet i filmen. Som tilskuer, tør man dårligt nok trække vejret eller formaste sig til at slurpre sin Coca-Cola eller rasle med chokoladepapiret. Den slags må man skynde sig at gøre, når der en sjælden gang rent faktisk er noget lyd eller musik. Det er faktisk et godt lille krydderi til filmen. Det virker så kun for alvor hvis publikum er rimeligt fornuftige (og stille), hvilket de heldigvis var i Empire Bio denne premiereaften.
Konklusion – A Quiet Place
Det er yderst sjældent at man ser en amerikansk film, eller nogen film overhovedet, hvor der bliver snakket og støjet så lidt som i A Quiet Place. Og det virker faktisk godt og kommer ikke til at virke for påtaget eller irriterende. Hvis jeg lukker øjnene for det som slutningen lægger op til, kunne jeg måske forledes til at give filmen fem stjerner. Og da jeg vælger netop at lukke øjnene for dette ¼ uheldige sekund, ender jeg, efter mange overvejelser, på netop de fem stjerner … for første gang i år! Ja, jeg ved det godt, jeg må være gået amok eller noget, men en gang skal jo være den første 😉
Læs mere om A Quiet Place på IMDb.
0 kommentarer