… not because they are easy, but because they are hard!

First Man blev så den anden film på to dage. Well, projektoren i Imperial var gået helt i smadder, så der måtte lige omorganiseres. Heldigvis ringede de til mig fra Nordisk Film og gav besked, i god nok tid til at jeg kunne booke nogle fornuftige billetter i Empire Bio i stedet for. I sidste ende meget heldigt, da serveringen på Restaurant Uma var så langsom (alle seks retter i menuen var dog fine), at vi fik rigeligt brug for de 45 minutter som vi fik ekstra, i og med at filmen startede det senere i Empire 🙂

Historien i First Man handler ikke overraskende om Neil Armstrong, som jo blev den første mand der satte sin fod på månen. Filmen starter da Armstrong er ude på en testtur i Geminiprogrammet, hvor han lige er ude at vende udenfor atmosfæren. Vi følger herefter tiden i Apolloprogrammet op til Apollo 11, som blev den raket der førte ham og Buzz Aldrin til månen i 1969. Filmen handler mindst lige så meget om rumprogrammet, som den handler om hans datters død i 1962 samt hans noget besværede og meget tavse forhold til sin kone.

First Man – i rummet (og i Armstrongs stue) kan man ikke høre en dyt 

First Man starter lige på og hårdt hvor vi møder Neil midt i en testflyvning på grænsen af atmosfæren. Som det sig hør og bør i dag, er der absolut ingen opening credits. Neil er åbenbart lidt af en bad boy, der ligger lige på grænsen af at blive smidt ud af NASA. Kort tid efter dør Neils to-årige datter. Denne hændelse virker til at gøre Armstong endnu mere opsat på at blive den første mand på månen, samtidig men hans forhold til hans kone besværliggøres. Her er det at jeg føler at filmen tager et forkert valg; alt for meget fokus på Armstrongs familieproblemer, mens der let og elefant springes over en del af de store tekniske udfordringer som det opstod under, og op til, Apollo 11-missionen. Jeg formoder at stilheden i rummet og tavsheden mellem hr. og fru Armstrongskal afspejle hinanden, eller noget i den stil, jeg synes dog at det virker, uden at kende til deres forholde vikeligheden, dog noget overdrevet.

Cast & Crew

Canadiske Ryan Gosling har en forekærlighed for roller, hvor han kan spille den stærke tavse type. Bare se på Nicolas Winding Refns fine Drive fra 2011, hvor Gosling var ultratavs, men heldigvis også ultravoldelig. Gosling brød så med denne tavshed i både den glimrende The Nice Guys og i musicalen La La Land, men nærmede sig så knugende tavshed igen i Blade Runner 2049. Her i First Man er han så tilbage, for fuld kraft ;), som den tavse og, lad os bare være ærlige, temmeligt kedelige astronaut. Engelske Claire Foy (Janet Armstrong), er et navn jeg kender, men samtidig må erkende, at jeg ikke ikke umiddelbart har set en eneste af de film eller serier hun har været med i. Hun er stort set lige så tavs, og ikke ligefrem en kvinde der bærer følelserne uden på tøjet, som Gosling her i First Man, så om hun egentlig er god eller ej, har jeg sgu vanskeligt ved at vurdere. Jeg håber at jeg bliver klogere til gallapremieren på The Girl in Spider’s Web her på tirsdag 🙂

Instruktøren Damien Chazelle var manden bag den fantastiske Whiplash og den fine La La Land, begge to film der i den grad har musik som det centrale, stik modsat af hvad First Man har. Her er lyden af tavshed og lyden fra knirkende mekanik, det vigtige. Dybest set er det måske ikke den vej den unge instruktør skal gå i fremtiden … hvis man umiddelbart spørger mig?

Billede & Lyd

Lyden i First Man er meget intens. Man kan høre astronauternes vejrtrækning og stålskrogets knirken, det sammen med den næsten konstante brug af close-ups samt (un)steady-cam, virker inciterende og klaustrofobisk i starten, men efterhånden som filmen skrider frem, begynder det ærligt talt at virke mere irriterende end inciterende. Selve månelandingen er meget intenst lavet, selv om ved at det lykkes, bliver man alligvel i tvivl 🙂 Men missonen slutter dog alt, alt for abrupt. Dog kan man dog glædes over at vi slipper for heltemodtagelsen, efter de tre astronauter er returneret til jorden i god behold.

Konklusion – First Man

Ugens tredje film, pudsigt nok alle sammen film der varer lige over 135 minutter, denne fik mig dog tættere på at gå coma end de to andre gjorde.  First Man er for lang, der sker simplethen ikke nok til at holde handlingen i gang i 135 minutter, så mere end tre hæderlige stjerner kan det desværre ikke blive til.

Læs mere om First Man på IMDb.