The Favourite

af | jan 28, 2019 | Film, Oscar

Queen Annes favoritter …

Nu er kostumedramaer/komedier, som The Favourite jo er, normalt ikke det jeg ligefrem går efter, men når der er tale om en film der er nomineret til 10 Oscarstatuetter, skal den naturligvis ses. Samtidig var det også en fin lejlighed for at besøge Københavnområdets nyeste biograf, MovieHouse som ligger på toppen af Experimentariet i Hellerup. Efter mit første besøg der, kan jeg kun sige at det var en seks-stjernet oplevelse. Fedt foyer/loungeområde med snesevis af behagelige sofaer/stole, med mulighed for at få sig en drink (kaffe/champagne/cocktails) samt en bid brød før/efter filmen. De fem sale er alle voldsomt hyggelige, komplet med fuldt konfigurerbare sæder, puder og uldne tæpper, samt borde med små lamper mellem hvert andet sæde … meget gennemført. Selv toilettet er så “appetitligt” at det bør besøges uanset hvad. Utvivlsomt et sted jeg vil besøge i fremtiden, og sandsynligvis en biograf der kan komme på min top-5 liste.

I 1700-tallets England regerer Queen Anne med hård hånd. England ligger i krig med Frankrig, men det er ikke noget hoffet bekymrer sig voldsomt meget om, thi de opkræver da bare nogle ekstra skatter, og fortsætter deres ekstremt ekstravagante levevis. Lady Sarah er Queen Annes favorit. Det vil sige at det er hun lige ind til Lady Sarahs fattige kusine Abigal dukker op. Hurtigt bliver hun Queen Annes nye favorit, også i sengen … men det vil Lady Sarah naturligvis ikke finde sig i …

The Favorite – særheder og sex i hoffet

Jeg har absolut intet kendskab til Queen Annes regeringsperiode, andet end at hun sad på tronen i England fra 1702 (og Skotland fra 1707) til sin død i 1914. Hvorvidt hendes liv var tilnærmelsesvis så udsvævende som antydet i filmen, som så heller ikke påstår at have noget med virkeligheden at gøre, har jeg igen idé om, men den (idéen) er bestemt meget sjov. Jeg sidder så bare tilbage med en fornemmelse af, at historien i filmen godt kunne have været lavet en anelse mere sort-underholdende.

Cast & Crew

Alle skuespillere i filmen spiller til UG. Særligt gælder det Olivia Colman og Rachel Weisz (Disobedience), som er nomineret til Oscar for bedste kvindelige hovedrolle henholdvis bedste kvindelige birolle. Men også Emma Stone (La La Land, Birdman or (The Unexpected Virtue of Ignorance samt Zombieland og den kommende Zombieland 2) bør nævnes. Det trekantsdrama de tre kvinder leverer er skørt, sært, bizart og for viderekomne, men det fungerer glimrende.

Instruktøren, græske Yorgos Lanthimos, føler man jo at man kender, selv om jeg erkende at jeg endnu ikke har set en enste af hans film. Hvilket er en anelse pinligt at måtte erkende, da han jo står bag film som Dogtooth, The Killing of a Sacred Deer og The Lobster. Måske jeg efter The Favourite skal se at få set nogle af hans tidligere værker.  

Billede & Lyd

Fotoarbejdet er flot, hver en frame er en overdådighed af ekstravagance. Flot, farverigt og for meget, hvilket er helt i overensstemmelse med det miljø filmen foregår i. Bortset fra nogle periodevise belastende “dunke-agtige-lyde”, som jeg ikke helt fatter hvad skal til for, udover at belaste tilskuernes øren, er lyd og musik passende til filmen, hverken mere eller mindre. Jeg bemærkede slet ikke soundtracket, må jeg indrømme, men det betyder som oftest at det var relativt godt 🙂

Konklusion – The Favourite

The Favourite er ikke en film der normalt er “my cup of tea”, men det må erkendes at skuespillet er flot og filmarbejdet lige så. Jeg havde dog forventet en smule mere humor (ikke af falden på halen-slagsen), men de bizarre indfald gør, at man formår at holde interessen ved lige i de to timer filmen varer. The Favourite får fire fornuftige stjerner … og den kan meget vel også løbe med Oscaren for årets bedste film samt for bedste kostumer!

Læs mere om The Favorite på IMDb.

0 kommentarer

Pin It on Pinterest