A BOYS BEST FRIEND IS HIS MOTHER …

Årets syvende film, blev Mother, ikke at forveksle med Mother! med Jennifer Lawrence eller at relatere til The Father med Anthony Hopkins 🙂  Den skal snarere sammenlignes med Memories of Murder, af mesterinstruktøren Bong Joon-ho. Hvilket er meget heldigt, da det er den selvsamme instruktør der har siddet i stolen.

Vi så den i Grand Teateret, som jeg ikke har besøgt siden januar 2020, hvor vi så den fantastiske The Lighthouse, cirka seks uger før Corona begyndte sin hærgen i Danmark. Vi sprang slik og drikkelse over denne gang, trods at Grand faktisk er et af de steder hvor man fx kan købe hæderlige alkoholiske drikkevarer. Grand er så også, så vidt det er mig bekendt, ikke syltet ind i en eller anden biografkæde 😉

Igen befinder vi os i en by langt fra Seoul. Årstallet får vi ikke at vide, men mon ikke vi befinder os noget med 20 år efter begivenhederne i Memories of Murder fandt sted? Det eneste jeg baserer det gæt på er bilerne … dog føler jeg at miljøet i den lille by trækker den modsatte vej.

Anyways, en ung kvinde bliver slået ihjel og hendes lig bliver udstillet på en makaber måde. Den uduelige politistyrke mistænker hurtigt en af byens lettere retarderende småbøller, Yoon Do-joon. Til at begynde med virker hans fattige mor lidt handlingslammet. Men efterhånden som sagen skrider frem, bliver hun mere og mere bestemt, og beslutter sig for, at, skyldig eller ej, i fængsel, skal sønnen under ingen omstændigheder …

SHE’LL STOP AT NOTHING!

Det er svært ikke at sammenligne Mother og Memories of Murder med hinanden, da de begge har Bong, miljøet og stilen tilfælles. De er optaget med seks års mellemrum … her skød Bongs monsterfilm, The Host, sig så lige ind midt mellem de to film tilbage i 2006. Også denne film har mange kvaliteter tilfælles med de to førstnævnte, men er dog en af en helt anden genre, selv om de kritiske samfundskommentarer også hober sig op i denne film, som de jo også gjorde det i Parasite og Snowpiercer.

CAST & CREW

Moderen i Mother, hvis navn vi aldrig lærer at kende, spilles af en af Sydkoreas bedste skuespillere, Hye-ja Kim. Hun er i fantastisk rollen som den altopofrende mor, som har en lille butik der sælger urter, rødder og krydderier samt tilbyder alternativ behandling. Også den lettere retarderede søn, Yoon (Won Bin) og dennes bedste, omend noget manipulerende ven, Jin-tae (Jin Goo) samt de tre betjente på den lokale politistation, som, ligesom politifolkene i Memories of Murder, synes at være i familie med The Three Stooges, spiller til UG med kryds & slange.

Bong Joon-ho, som lavede sin første spillefilm i 2000, er en af det 21-århundredes bedste instruktører … næsten på niveau med Nolan, Richie og Tarantino 🙂 Han forstår at lave film der er som vildledende labyrinter. Lige som man tror man ved hvor vi er på vej hen, sker der en udvikling som gør at alt hvad vi har siddet og troet vi havde fundet ud af, må tages op til en total genovervejelse. Irriterende … men på den absolut fede måde.

BILLEDE & LYD

Selvom filmen virker rå og grynet, er filmen alligevel utroligt lækkert filmet. Hård og direkte, når det er påkrævet. Drømmeagtig, når det passer ind i Bongs univers. Ikke en eneste frame, opsætning eller afmaskning sidder IKKE lige i skabet. Det til trods virker denne perfektionisme ikke påtrængende … den virker bare. Det samme gælder lyd/musik … som jeg, hvis sandheden skal frem, slet ikke bemærkede 😉

KONKLUSION – MOTHER

Mother er mindst lige så absurd som Memories of Murder og politiet er lige så inkompetent og brutalt. Men man savner lidt af den totalt gakkede humor. Den (relativt) umotiverede vold samt de absurde flyvespark, har den heldigvis. Mother får fem små stjerner. Mother kan ses i et begrænset antal biografer i de kommende uger.

Læs mere om Mother på IMDb.